Fredens religion

Der er ikke noget at sige til, at du føler dig forvirret. For hvordan skal man forstå en fredens religion, der så at sige har været i krig siden den kom til verden?

Det tog profeten Muhammed 23 år at sammenfatte sandheden om helheden, i form af islam, som den dag i dag, stadig mødes med modstand, som for 1400 år siden. Hvor kun en mand, profeten Muhammed, som har min største respekt, som udgangspunkt var den eneste, der vidste, hvad der var værd at vide. I dag omfatter islam, trods modstanden, 1,4 mia. muslimer.

Da profeten Muhammed konkret vidste, og var sikker på, at det han vidste, var rigtigt, da vil de, der tror de ved, dog uden at vide, det de skal vide, udvise deres foragt overfor en sandhed, der er i modstrid med den sandhed, som de efter bedste evne selv havde opbygget deres forståelse af helheden på.  Denne konflikt finder du her på tråden, som alle andre steder, hvor islam drøftes. Og aldrig har så mange vantro læst koranen, som nu til dags, og det uden at forstå den. Jeg for min del har aldrig læst koranen, men forstår den så ganske udmærket.  En koran, som jo heller ikke profeten Muhammed, af gode grunde, kunne have læst som udgangspunkt. Til forskel er den lille detalje, at det jeg forstår, er byggende på en viden, som mange forsker har tilvejebragt, blandt andet Freud og Darwin. Hvor profeten Muhammed på sin side, 1400 år tidligere, udledte en helhedsforståelse af Guds vilje, som den i dag kan udledes af naturens love, som overtrumfer hele verdens viden om helheden. Om man lige ser bort fra de mange rettroende, fundamentalistiske muslimer.

Gør man en sandhed gældende, som Gud har skabt den, eller i vestlig forstand, som naturens love gør gældende, så vil de, som vil en anden sandhed, bekæmpe den sande sandhed, med alle midler. For de er ikke klogere. Denne konflikt har stået på siden profeten Muhammed gjorde sandheden gældende, og den vil fortsætte til verden er renset for enhver tænkning, som er i uoverensstemmelse med Guds vilje. Da de vantro har naturens love, og dermed også Guds vilje, imod sig, så kan jeg godt love dig, at denne krig snart får ende. For nu taler vi ikke længere om 1400 års krig og ufred. Men om højest et par generationer.

Og det med Guds hjælp!

Herefter er det altafgørende, at muslimerne fortolker Guds vilje, og dermed naturens love, helt fundamentalistisk. Hvilket i den forbindelse vil sige i forhold til fortolkningen af sharia-lovene, og deres begrænsninger i forhold til menneskets adfærd og handlinger. Her skal Gud fortolkes med samme ufravigelige kontanthed, som naturens love er ufravigelige og kontante. Der må ikke tillades overskridelser overhovedet.

Desuden er det sådan, at jo mere præcist muslimerne fortolker Guds vilje, som den kommer til udtryk i naturens love, jo mere vil de forenes om udgangspunktet for det hele.

Den ene Gud, og hans altfavnende vilje.

I en verden af uforstand, der skal muslimerne forblive at være klogt tænkende. Som profeten Muhammed var det, ved at forstå Guds vilje.

Salah allah alayhi wa salaam

Videnskaben, religionerne og det Guddommelige

Nu ligger det ikke lige for, for videnskaben eller nogen anden at begribe, hvorledes intet overhoved, skulle kunne blive til noget overhoved!

Er du i tvivl, er du naturligvis velkommen til at gøre forsøget!

Af Bjørn Holmskjold

Alt det, som ligger før skabelsen af naturens lov-systemer, ligger udenfor hvad det er menneskeligt muligt at begribe. Så vi ved ikke noget, hvad det guddommelige angår. Og dog ved vi, at ”noget” må have gjort sig gældende, der evnede kunsten at skabe noget overhovedet ud af intet overhoved.

Det er dette ”noget” som jeg er fortolkende, der ud af intet ikke skabte noget tilfældigt uigennemtænkt. Men som ud af intet skabte noget ualmindeligt gennemtænkt, som skaberværket jo er på alle leder og kanter.

Dette ”noget” er naturligvis en skabende kraft, én Gud, der udover at kunne skabe noget ud af intet, tilmed kan tillægges en gennemført vilje med det skabte. For der er ingen fejl at finde i skaberværket. Hvorfor der kan udledes en ubrydelig sammenhæng, og en på alle måder gennemført tænkning af de lovmæssigheder, som binder skaberværket sammen.

Nu er videnskaben jo ikke som sådan tænkende, men blot konstaterende de påviselige og sammenspillende elementer i skaberværket. Dem er der så mange af, at videnskaben er opdelt i utallige specialer, der hver især ved en helt masse om et ganske lille område af skaberværket. Derimod ved de enkelte specialer meget lidt om alle de andre specialer, hvorfor videnskaben i realiteten intet ved. For den sammenhængende forståelse af hele skaberværket under ét er med de mange specialer fragmenteret til atomer.

Religionerne tror alle på den skabende kraft, Gud. Det gør videnskaben i realiteten også. Men de kan ikke sige det højt, for de skal så kunne bevise det. Da Gud hverken kan bevises eller modbevises da forbliver videnskaben neutral, hvad det angår. Det er de nødt til. For påstår de, at Gud ikke findes, da skal det også kunne bevises!

Dette problem har religionerne ikke, for deres opgave er alene at fortolke helhedsforståelsen af det Gud skabte, og dermed Guds vilje med det skabte. Deres problem er derimod, at de ikke har forstået dette ansvar i fuldt omfang, som bindeled og formidlere af Guds vilje. For de må nødvendigvis fortolke Gud på alt ham skabte. Og ikke kun noget af det!

Religionerne er på den måde afhængig af den faktuelle viden, som videnskaben evner at udlede af skaberværkets sammenhængende sammenspil, og de lovmæssigheder, som betinger disse sammenspil. Der alle, hver og én, er repræsenterende Guds vilje.

Videnskaben og religionerne er på den måde ikke hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger for en helt præcis sammenfattende helhedsforståelse af skaberværket i almindelighed, og i forhold til Guds vilje i særdeleshed.

Derfor er vilkårene ens for både videnskaben og religionerne. De skal begge forholde sig til det, der konkret findes. Og ikke til det de tror nok, synes om, bedst kan lide, mener at vide, ikke kan lide. Men alene til det Gud skabte fuldendt, logisk, sammenhængende og nok så vigtigt…. Ufravigeligt lovbestemt!

Derfor skal dén religion, som vil være denne verdens altfavnende religion, naturligvis fortolke Gud og hans vilje helt præcist. Og det vil sige stærkt fundamentalistisk. For Guds vilje, som den kan aflæses af de lovmæssigheder, Gud skabte sammenhængende med helheden, er i sandhed ufravigelige, og derfor stærkt fundamentalistiske!

Derfor skal en hver fortolkning af Guds vilje fortolkes således, at videnskaben hver gang må nikke i anerkendelse af, at tolkningen er i fuld overensstemmelse med den konkrete virkelighed, som mennesket har at forholde sig til. Hvorved tolkningen bliver præcist vejledende i forhold til Guds vilje med det han skabte!

Videnskaben vil på sin side opleve, at deres fragmenterede viden om alting med religionens hjælp nu bliver til en sammenhængende helhedsforståelse. Den religion, som gør sig den altfavnende erkendelse, for så efterfølgende at kunne tolke Gud præcist, vil på den måde få den hele videnskabs opbakning i ryggen. Hvorefter verden som helhed, og den vestlige verden i særdeleshed, må sande en sandhed, som de vil finde særdeles overraskende. En sandhed, som vil indbefatte en altfavnende forståelse for begreber som kalifat og sharia. Og dermed en forståelse, som ikke mindst de fundamentalistiske muslimer i overensstemmelse med Profeten Muhammeds fortolkning af Guds vilje allerede er snublende tæt på at have rettolket meget præcist.

På den måde har islam intet at frygte fra videnskaben. Derimod får videnskaben en ufravigelig forståelse at forholde sig til, som de ubetinget må bøje nakken for i erkendelse af, at der er en altfavnende sandhed, som de med al deres viden ikke har haft vilje eller evne til at erkende.

Satans yngel

Følger man drøftelserne rundt om i den kristne verden, skulle man tro, der var frit valg på alle hylder, hvad angår eksempelvis børnenes opvækst.
 
Men det er der ikke!

Når forældrene tror det, skyldes det alene, at deres egne forældre svigtede deres ansvar, i forhold til deres børn. Den sociale arv vil derfor, som konsekvens af disse svigt, afstedkomme, at de børn, som blev svigtet, nu selv svigter deres børn.

Derfor drøfter man på denne tråd, som på mange andre, ikke naturligheden i tingene, men konsekvenserne, som den sociale arv nu udmønter i form af familieopløsning og samfundsopløsning.

Man forsøger i sin hjælpeløshed at finde en skyldig. Om det er manden, der svigter kvinden, kvinden, der svigter manden, om det er kvindebevægelsen, der svigter børnene, eller om det er regeringen, der er valgt af folket (!), skolen eller måske aktiemarkedet, der er årsagen til rodet.

Årsagen til rodet i familielivet er den manglende forståelse for, at mennesket, som alle andre levende væsner, er underlagt naturens love. Det vil være for meget at forlange af det enkelte menneske, at det skal kunne kende til naturens love kontra mennesket. Det forudsætter nemlig en højere forståelse af naturligheden, at kunne se og forstå det.

Religionerne har ansvaret
Fra de tidligste mennesker har man haft troen på en skabende Gud. Noget højere, end en selv, der havde skabt mennesket en barsk natur at overleve i. Man tilbad naturens forskellige elementer for at formilde den barske natur. For man var ikke i tvivl om, at naturen var den stærkeste. Disse tidlige menneskers respekt for naturen, Guds vilje, er derfor overleveret, som grundforståelse af Guds vilje, og er derfor indflettet i de gamle religioners hellige skrifters fortolkninger af Gud. Ansvaret for den højere forståelse af Guds vilje er derfor religionernes ansvar. Hvor respekten for naturens lovmæssigheder og styrke konsekvent og altid er Guds vilje. Og skal derfor udmøntes i ansvarlighed overfor de, som ikke har den indsigt

Satan behersker det psykisk syge
I alle de gamle religioner er begrebet ”Edens Have” lig med religionernes naturlige og tidligste udgangspunkt for forståelsen af Guds vilje i forhold til mennesket. Edens Have må vi ikke forlade, for gør vi det, så vil vi komme i helvede. Hvor kun Satan råder. Satan er det psykisk syge, som indfinder sig hos de, som overskrider grænsen til Edens Have. Denne usynlige grænse, der ikke må overskrides, er mor-barn forholdet. For er mor-barn forholdet ikke i overensstemmelse med Guds vilje, jfr. de psykologiske love, så bliver det psykisk syge konsekvensen. Moderen mister naturligheden i forhold til børnene, der indkodes samme unaturlighed, som så vil gives videre til deres børn. Man har med andre ord overgivet sine børn til Satans rige, hvor det psykisk syge, via den sociale arv, vil blive opformeret, så Satans yngel bliver altdominerende i tænkning og handling, som var de Satan selv.

Når en religion ikke konsekvent stopper eller dræber de vantro, men lader dem krydse grænsen, der ikke må overskrides, skaber religionen sin egen undergang. For bekæmper man ikke Satan med magt, tillader man Satan at få den hele magt. Det er derfor den kristne kirke præker kapitalisme, demokrati, frihed, og ikke præker til kamp mod Satan. Af den naturlige grund, at det nu er Satans yngel, der præker i de kristne kirker.

Så når Satans yngel nu har problemer med at finde naturligheden i deres liv, så kan de takke deres religion for det.

Satans yngel både kan og skal bekæmpes
Når muslimerne bekæmper Satans yngel, gør de det med det sigte, at bekæmpe Satans magt. Som de godt ved sniger sig ud over den hele verden under dække af begreber, som kapitalisme, demokrati, menneskerettigheder, ligeret, kvindefrigørelse og frihed. Satans yngel forstår naturligvis ikke, hvorfor muslimerne angriber deres utopi af et samfund. For Satan har frataget dem deres naturlighed, hvorfor de ikke længere har nogen naturlighed at forstå helheden ud fra. Så de forsvarer deres unaturlighed i den tro, at den er naturlig.

I overensstemmelse med Guds vilje forholder det sig således omkring forståelsen af den positive sociale arv, at vi af naturlighed er kommet, som naturlighed skal vi forblive, for vi af naturlighed kan genopstå. Satan er på sin side repræsenterende den negative sociale arv, som lokkende lyder: Du skal svigte den naturlighed, hvoraf du er kommet, hvorved du og dine vil blive frie og uden begrænsninger, og det i al evighed.

Når Satans yngel ikke forstår muslimernes naturlighed, så er det med god grund. Derimod forstår muslimerne godt Satans værk, hvor end de møder den. For den er altid let genkendelig med sin unatur og altødelæggende adfærd. For Satans yngel tror sig jo frie og ubegrænsede i alt de gør.

Muslimer: Giv agt!
Men igen er det ikke en givet ting, at den menige muslim forstår den hele helhed, hvorfor han skal vejledes og begrænses. For ikke at lade sig forlokke af Satans yngel og deres tilsyneladende frihed. For denne frihed er i realiteten et fængsel, hvor det psykisk syge i stigende grad piner og plager, til vanviddet bliver fuldbragt i form af død, ødelæggelser og sammenbrud.

Derfor skal der ikke udvises nogen form for venlig imødekommenhed overfor Satans værk. For stien er så smal til rettolkningen af Guds vilje, at det er meget lettere at blive vildfarende grundet det vantro, end det er at forblive på den smalle sti mod Gud, hånd i hånd med en vantro religion, som den kristne, der hele tider vil argumentere for, at alle går i den anden retning.

Den rigtige kamp
Når Satans værk med alle midler skal bekæmpes, da er det ikke blot i overensstemmelse med Guds vilje, men også i fuld overensstemmelse med rettolkningen af naturens love. Hvorved end ikke den hele verdens videnskab kan finde noget modargument. For det kan ganske enkelt ikke modargumenteres på noget videnskabsfagligt niveau. Tilbage har Satans yngel kun manipuleringen at gøre godt med, der både er lokkende og virkelighedsforvrængende.

Derfor kan den kloge gå mod Gud i fuld tillid til, at det er den rette vej, og bekæmpe enhver på vejen, der går i den modsatte retning.

Inshallah

Vi fik terror her til lands

Onsdag, den 12. oktober 2005 fik jeg bragt et læserbrev i Jyllands-Posten:

"Vil vi terror her til lands? Så er Jyllands-Postens fremfærd med tegningerne af profeten Muhammed en udmærket måde at tiltrække dén på.

Respektløshed i ytringsfrihedens navn må de ansvarlige på JP jo mene er en god sag at dø for. Konsekvenserne kan nemlig blive ret så alvorlige al den stund, at Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, med sine 3-400 meter i denne sammenhæng nemt når både til Bagdad, Islamabad, Damaskus og andre spændende hovedstæder.

Måske JP i sin selvovervurdering alvorligt har undervurderet, hvem det egentlig er, den reelt har med at gøre?"

Man har i den grad undervurderet islam, som man også i dag undervurderer stadig Islam!


Her er det ikke nogen formildende omstændighed, at Flemming Rose i samme avis, den 26. september 2010 i et interview Rose: Jeg blev forført, om Muhammed-krisen, gør gældende:

"Det var forførende og euforisk at få så megen opmærksomhed. Det er ikke let at erkende, at jeg var offer for den narcissisme, som jeg rynkede på næsen af hos realitystjerner. Jeg kunne mærke beruselsen over at være i centrum, og jeg kunne ikke sige mig fri for at blive forført af, at verdens mest indflydelsesrige medier stod i kø for at tale med mig."

Et anfald af narcissistisk storhedsvanvid, som i den vestlige verden er ved at være normaliteten, gør, at man undervurderer den muslimske verdensorden, og i den grad undervurderer, hvilken tænkning og forståelse, som islam rummer. Man var derfor slet ikke klar over, at man med en forhånende tegning af profeten Muhammed, ville afstedkomme en vedvarende kædereaktion af had og vrede. Man håner ganske enkelt ikke profeten Muhammed, skaberen af islam, ustraffet. Det er ganske enkelt en umulighed.

Man er i dag klar over, om end man ikke vil sige det højt, at man stukket hånden i en hvepserede. Det narcissistiske storhedsvanvid afstedkom, at man ikke i tide fik sagt ”Undskyld”. Dette ene ord ville have gjort en kæmpeforskel. Men nej! Nu er situationen derimod den, at man for alvor har fremrykket og aktiveret den muslimske verdensorden til kamp mod storhedsvanviddet. En kamp, som man med sikkerhed vil komme til at tabe. Med sikkerhed af den grund, at den egentlige fjende, den vestlige verden får at slås med, er deres eget psykiske vanvid. Som på grund af den sociale arv, hastigt opformerer det psykiske forfald. Muslimerne behøver derfor kun at anvende de psykologiske våben mod den vestlige verden.

Resten klarer den vestlige verden selv.

En omstændighed, som jeg gjorde gældende i et indlæg i Politiken, 9. januar 2004, ” Manden i bjergene sejrer - For al-Qaeda behersker verdens stærkeste a-våben - angsten.” Hvor jeg afslutningsvis skriver:

Når socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, nu roser Lene Espersen for at have taget mødet med de muslimske landes ambassadører, i hvilken forbindelse han gør gældende; ”- Det vigtige er, at hverken den danske regering eller det store flertal af den danske befolkning og Folketing har noget ønske om at forhåne den fjerdedel af menneskeheden, som har muslimsk tro.”, skyldes det ikke, at han og det store flertal har forstået andet og mere om de muslimske værdier, end at man har stukket hånden i en hvepserede. Nu findes den ikke, som kan tale en provokeret hvepsesværm til ro. Og da selv ikke, hvis man vedblivende roder rund i deres bo.

Mogens Lykketoft og andre, der betvivler denne kendsgerning, kan i praksis gøre forsøget.

Der er ingen formildende omstændigheder

I en vestlig kultur, hvor det er tilladt enhver at håne, skide og pisse på alle værdier, kan det selvsagt være svært at forstå, at det i forhold til muslimerne kan få særdeles alvorlige konsekvenser at nedgøre de islamiske værdier. At man ikke forstår, hvad islam er for en størrelse, er ingen formildende omstændighed.

Det er helt sikkert!

Når de vestlige regeringschefer på det nærmeste stod på nakken af hinanden for at nedtone provokationerne skyldes det, at de godt var klar over, at afbrændingen af den hellige koran ville afstedkomme et flammehav mod den vestlige verden, af en sådan voldsomhed, at menig mand ville føle sig stående foran Helvedes forport i deres eget land.

Den psykisk syge præst fik kolde fødder, men det betyder ikke, at han med blot truslen om at ville brænde den hellige koran, ikke får vestligt blod på hænderne. For reaktionerne i den muslimske verden er så kraftige, at det under alle omstændigheder kommer til at koste vestlige mennesker livet. Dels ved spontane drab, og dels ved, at de hellige krigere bliver mange flere, end før provokationen.

Så på sigt har den psykisk syge præst afstedkommet den vestlige verden, og her ikke mindst USA, et problem, som de i bund og grund kun kan takke deres samfundsindretning og deres manglende forståelse af naturligheden for.

Miljøkamp på højeste niveau

Pakistanerne er ikke forvent med hjælp. Hvorfor de er indstillet på at betale den pris, som Guds natur kræver af dem, for at de kan forblive fysisk og psykisk stærke. Naturens ageren er med andre ord et naturligt livsvilkår for muslimerne, og et udtryk for Guds vilje. Men pakistanerne vil naturligvis registrere, at de vantro velvilligt hjælpe andre, men ikke pakistanerne. Derved bliver der trukket en politisk streg i sandet mellem de rettroende muslimer og de vantro. Signaleringen, som bliver konsekvensen af den meget tøvende eller udeblivende nødhjælp, vil være iøjnefaldende for alle muslimer, og vil blive set som et angreb fra den vantro verden, som er foruden nogen helhedsforståelse, mod islam, der bygger på en gennemført helhedsforståelse af alt, Gud skabte. Et angreb, som i sagens natur vil blive brugt i mobiliseringen af Guds hær i kampen med det vantro i verden. Enhver med indsigt i det naturlige vil have forudsætningerne for at forstå denne kamp, og hvad der reelt kæmpes om på den lange bane. Nemlig menneskehedens kamp for at overleve sine egne destruktive sider, der skal nedkæmpes og kontrolleres, dersom menneskeheden skal overleve til den sidste dag.


Denne kamp er helt grundlæggende en miljøkamp på allerhøjeste niveau!

Islamismen er verdens redning

Lad vestens regeringer og fagkundskab i sammenhæng med de ufravigelige biologiske og psykologiske lovmæssigheder forklare den vestlige tænkning og forståelse omkring det de gør, og man vil meget hurtigt opdage, at der slet ingen tænkning og forståelse er. Ingen sammenhængende logik eller mening. Men at det hele bunder i en primitiv reptil-hjernes ubevidste, behovstyrede refleksioner. Som intet har med tænkning og forståelse at gøre.


Af Bjørn Holmskjold


Netop derfor findes der ikke nogen sammenhængende tænkning i den vestlige verden, og derfor heller ikke nogen sammenhængende forståelse for, at tænkningen reelt først indfinder sig, når reptil-hjernens ubevidste, behovstyrede refleksioner underlægges en korrigerende kontrol i form af en dyb, psykoanalytisk indsigt i ubevidsthedens primitive mekanismer.


Islamismen er på den måde ikke et af verdens presserende problemer, men er derimod netop løsningen på verdens presserende problemer!


For i islam finder man ikke blot en forståelse for, at jorden ikke er et overflødighedshorn, men også en dyb forståelse for, at menneskets trang til opfindsomhed for opfindsomhedens skyld skal kontrolleres. Islam er derfor rummende et samfundssystem, der konsekvent underlægger mennesket disse nødvendige begrænsninger. For som en irakisk imam så rigtigt gjorde gældende i forbindelse med det første valg i Irak efter besættelsen, så er det for farligt at lade mennesket bestemme udviklingen.

Islam er på den måde ophøjet tænkende, hvor man i den vestlige verden alene tænker med den mest primitive del af hjernen. Islam er med sin indretning helt i overensstemmelse med naturens sammenhængende lovmæssigheder ved at være lavteknologisk tænkende, hvor den vestlige verden er modstridende alle naturens sammenhængende lovmæssigheder, på nær de mest primitive, ved at tænke i en uhæmmet, accelererende teknologisk udviklende.

Skal verden overleve, så bliver det som khilafah, og ikke som demokrati. For mennesket skal konsekvent dikteres en vej. Den vestlige verden er med alt de gør selv bevisende rigtigheden af denne ufravigelige sandhed.

Den vestlige verden skal med andre ord bekæmpes med alle midler, om menneskeheden skal overleve. Dén findes nemlig ikke, som kan modargumentere dette sammenhængende med naturens ufravigelige lovmæssigheder.


Erkend denne ufravigelige sandhed!

Eller modargumentere denne sandhed i fuld overensstemmelse med naturens biologiske og psykologiske lovmæssigheder, og man vil da her erkende, at det er en ufravigelig sandhed!

Så lad dette være Jer den største udfordring, som ikke tror, og som derfor intet ved!

Muslimerne rettolker Gud

Svar til en kristen om Islams dybe forståelse af Guds vilje.


Af Bjørn Holmskjold


Det er mange spørgsmål du stiller. Spørgsmål, som du burde stille dig selv i søgende efter en forståelse af, hvorfor islam er den hurtigst voksende religion i verden? Hvad det er islam kan, som de kristne ikke kan? Hvad det er der gør, at islams jihad krigere med små midler kan overvinde store militærmagter, der til sammenligning har enorme ressourcer? Hvad det er som gør, at en simpel arabisk bjergbonde kan beskrive det vestlige samfund på en så rammende måde, at den vestlige forståelse af deres egen verden bliver gjort til skamme?


Grunden til din manglende fordybelse kan dels skyldes dine mange fordomme. Fordomme gør jo, at man vil, at disse fordomme skal bekræftes uanset hvad. Så derfor ser du kun dét, du vil se, og forstår kun dét, du vil forstå! Og dels skyldes det, at du ikke vil accepterer begrænsninger af nogen art. Ej heller de, som naturens love betinger efterlevet, om man ikke vil at disse konsekvente lovmæssigheder reagerer imod sig.


Skal man forstå islam kræves fordomsfrihed på alle niveauer. For islam dækker alle niveauer i ét stort sammenhængende system.


Nu får du det til at lyde som om, at Taliban er repræsenterende den eneste måde at udmønte islams regler på. Det er slet ikke tilfældet! Islam er en verdens religion baseret på en ophøjet forståelse af det primitive ubevidste, og dermed tilkendegivende en meget betydelig indsigt i psykologiens love. Islam er således ikke en ideologi baseret på den menneskelige magtsyge. Som f.eks. nazismen, hvor man manipulerede med de freudiansk-darwinistiske lovmæssigheder med det formål, at understøtte en meget syg tankegang om bl.a. racerenhed.


Med min tilgang til at forstå verden tillades ingen manipulering af nogen art. Tager man, som jeg, alene udgangspunkt i at rettolke naturens love, så er det heller ikke muligt for mig at manipulere. For mange kender til de biologiske lovmæssigheder, på samme måde som mange kender til de psykologiske lovmæssigheder. Fejltolker jeg disse naturens love det mindste, så vil jeg kunne afsløres med største lethed.

Omvendt vil jeg med udgangspunkt i de selv samme lovmæssigheder med tilsvarende lethed kunne afsløre andres manipuleringer. Og det gør jeg konsekvent, om det er manipulerende vantro eller fejltolkende muslimer. De muslimer og imamer, der har konfronteret mig i debatter rundt om vil smerteligt vide, at Guds vilje ikke er til forhandling. Muslimerne nyder ikke fra min side nogen venlig beskyttelse, dersom de fejltolker. Og det uanset deres status!


Der er én Gud at forstå!


Gud er fundamentalist, og skal konsekvent fortolkes som sådan! Naturens love er fundamentale, og skal konsekvent fortolkes som sådan! Reglerne er således ens for alle, om man tror eller ikke tror, og det uanset hvad man tror! Gud handler ALDRIG i modstrid med det han skabte. For da vil han handle i modstrid med det fuldendte, hvorved det ikke længere er fuldendt!


Alle fortolkninger, der er fravigende dette princip, er ubetinget fejlfortolkninger! Således skal alle fortolkningen af Gud kunne bekræftes at de lovmæssigheder, Gud skabte med skaberværkets tilblivelse.

Dette kan illustreres:

Tager man et stykke papir og på dets midte sætter en prik. Da er prikken repræsenterende Guds basale vilje med alt han skabte.

Tegn udenom prikken en cirkel. Denne cirkel er repræsenterende det ”spillerum” i forhold til Guds basale vilje, prikken, som mennesket må handle indenfor uden at komme i konflikt med Guds vilje.

Alt udenfor cirklen vil være i modstrid med Guds vilje, og vil blive straffet med forfald, nedbrydning og udslettelse.


Denne lidt pædagogiske opstilling, der er i overensstemmelse med alle gældende naturlovmæssigheder, gøre det lidt lettere at forstå, hvor meget, eller mere rigtigt sagt, hvor lidt, Gud tillader mennesket at afvige fra udgangspunktet.

På samme måde som Gud tillader naturens flora og fauna at være forskellige (stor artsdiversitet), på samme måde tillader Gud mennesket at være og handle forskelligt. Men vel og mærket INDENFOR CIRKLEN for det tilladelige!

Men modsat de ikke-tænkende dyr, der konsekvent forbliver at holde sig indenfor cirklen, da har mennesket med dets evne til tænkning også evnen til at overskride den grænsesættende yderste cirkel for tilladelig adfærd. Derfor er rettolkningen af Guds vilje meget vigtig at forstå, for det er nemlig overladt mennesket selv at begrænse sig deres adfærd og handlinger, så de forbliver indenfor cirklen af det tilladelige.

Og igen er det væsentligt at huske på, at de helt samme principper også gælder i forhold til naturens love, og derfor også omfatter de, som ikke tror på en Gud!

Når du og andre stiller spørgsmål, kommer med argumentationer, postulater eller blot skriver, siger eller synger noget, verbalt som nonverbalt, så kan og skal alt vurderes op imod ovennævnte principper. Al adfærd, som holder sig indenfor cirklen (og det uanset hvilke) er Guds benådet adfærd, ligesom at al adfærd, som er udenfor cirklen for det tilladelige (og det uanset hvilke) er i modstrid med Guds vilje, og skal derfor straffes, nedkæmpes og udryddes.


Gennem alle tider har det været religionerne, der har været repræsenterende det grænsesættende i forhold til den menneskelige adfærd. Og sådan vil det forblive at være! Men som man kan se på mennesket adfærd i almindelighed, og i den vestlige verden i særdeleshed, så har ikke alle religioner formået at rettolke Guds vilje med den håndfaste konsekvens, som er påkrævet en rettolkende religion at udvise. Således befinder kristendommen sig i dag slet ikke indenfor cirklen af det i forhold til Guds vilje tilladelige. Hvorfor kristendommen i dag intet har med rettolkning af Guds vilje at gøre. For den er blevet vantro, agerer vantro og understøtter det vantro. Af samme grund skal kristendommen, som alt andet vantro, straffes, nedkæmpes og udryddes.


Islam har trods udviklingen af det vantro i verden ikke modereret sine grundlæggende fortolkninger af Guds vilje i nogen vantro retning. Tværtom strammer muslimerne nu mere og mere op omkring rettolkningen af Guds vilje, og skærper derfor fortolkninger mere og mere ind mod midten af cirklen. Hvorfor de meget fundamentalistiske fortolkninger af islam, og dermed af Guds vilje, i stærkt stigende grad vinder frem over alt på jorden. Det bør også de muslimer forstå, som er gået for langt fra midten af cirklen. For ej heller de er fredet!


Taliban er fortolkende Guds vilje meget tæt på prikken i cirklens midte. Deres grænsesættende adfærd viser det med al tydelighed. Her skal man igen huske, at alt indenfor cirklen har Guds velsignelse. Her stilles der slet ikke spørgsmål. Ligesom vi heller ikke stiller spørgsmål ved naturens adfærd, som værende rigtig eller forkert. Eksempelvis om det er etisk korrekt at løven dræber hjortene? Disse spørgsmål bliver i menneskenes verden først aktuelle, dersom de grundlæggende naturlove brydes. Således blev interessen for psykologien først interessant at forholde sig til, da mennesket blev afvigende det naturlige, og blev psykisk syge!

På samme måde her!

Det som er i overensstemmelse med naturens love, og dermed Guds vilje, er ubetinget lovlig adfærd (og det uanset hvilke). Det er først når adfærden (og det uanset hvilke) betinger en overskridelse af det naturlige, og dermed cirklens yderste grænse, at der skal handles.

Taliban er på den måde blot én af mange grænsesættende strategier i forhold til at overholde Guds vilje. Mange andre islamiske fortolkninger ligger lidt længere fra cirklens midte, men forsat forblivende at være indenfor cirklens yderste grænse. Det er først når fortolkningen af Guds vilje bryder med det maximalt tilladelige, cirklen, hvor rettolkning bliver fejltolkning, hvor det sunde bliver sygt, der skal stilles spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert.


Den yderste grænse, som cirklen danner, er nemlig ikke en tilfældig grænse. For den er repræsenterende den yderste grænse for tilladelige ændringer i forhold til mor-barn forholdet. Overskrides denne grænse, da bliver psykisk sundhed til psykisk sygdom. Kvindens, og dermed moderens adfærd, er derfor noget meget centralt at begribe betydningen af. Det er nemlig meget lidt der må fraviges det naturlige, før konsekvenserne bliver en alvorlig realitet. En religion, som er rettolkende Guds vilje, hvis vilje er helt sammenfaldende med naturens love, har naturligvis denne forståelse indarbejdet i dens retningslinier. Kvinden tillades derfor ingen afvigelser. For Gud gav ubetinget kvinden hovedansvaret for barnet psykiske udvikling, idet barnet allerede før fødslen og under dets tidligste opvækst er afkodende hendes adfærd, som senere bliver barnets adfærd. Et ansvar, der som udgangspunkt er hendes alene, og som ikke må fraviges.

Konsekvenserne ved ikke at tage dette ansvar er vidtrækkende, idet det psykisk sunde nu bliver psykisk sygt. Hvorved det psykisk syge nu vil kopier sig selv, via den sociale arv, til alle efterfølgende slægtled i en stadig mere opgraderende psykisk syg retning. Derfor er det tilladt at dræbe kvinden, der ikke evner at tage dette ansvar i forhold til mor-barn forholdet. For man dræber i samme forbindelse det afvigende psykisk syge i at kunne opformere sig. Dette forhold er ligeledes i overensstemmelse med de i den vestlige verden velkendte evolutionære og psykologiske lovmæssigheder.

Opsummerende ovennævnte betyder det, at Gud ikke har dikteret mennesket at indrette sig på en ganske bestemt måde, men tillader dem at indrette sig en kultur, som passer dem bedst i forhold til levestedet. Dette er et alment princip, som gælder for alt levende, og som derfor tillader en stor artsdiversitet. Da mennesket er det eneste tænkende af alt levende, og som derfor kan bryde ud at cirklen, som ikke må brydes, gælder det princip, at de skal pålægge sig selv begrænsninger, der sikrer, at de ikke bryder cirklens grænser. Hvilke metoder mennesket i forhold hertil vælger at gøre brug af står dem frit. For der kan ikke udledes nogen begrænsninger af naturens love. Hvorfor Gud vilje tillader alle metoder. Det er således menneskets ansvar alene, og det gælder også om de i deres bestræbelser på at efterleve Guds vilje gør det uhensigtsmæssigt i forhold til den individuelle kulturs overlevelse efterfølgende. Således tillader Gud også arter i naturen, der befinder sig indenfor cirklen, at uddø. Det samme gælder derfor også for en streng, og måske for streng, overfortolkning af Guds vilje. Men da det sker indenfor cirklen af det tilladelige er det blot en naturlighed, og ikke et brud i forhold til Guds vilje. Det er derfor heller ikke noget der er grund til at beskæftige sig med overhovedet. For det er kun dét, som bryder det tilladelige, cirklens yderste grænse, som skal have den største interesse. For netop det er en trussel mod naturligheden indenfor cirklens grænser. For det psykisk syge er altid nedbrydende det psykisk sunde. Endnu en lovmæssighed, som aldrig må undervurderes.

Når du stiller mig spørgsmål, og forventer et konkret svar på disse, men i stedet får beskrevet de principper, som reelt er besvarede dine spørgsmål, ved jeg godt, at du måske tillægger mig ikke at ville besvare et helt konkret spørgsmål med et konkret svar. På den anden side må du forstår, hvilket er tilkendegivet med ovennævnte beskrivelser af lovmæssighederne, at ethvert svar skal forstås i forhold til helheden for så vidt, at Gud skabte helheden sammenhængende. Et svar givet til et menneske, som ikke er iagttagende helhedens sammenhæng, vil står med et svar, som pågældende efterfølgende kun kan sætte i sammenhæng med den pågældendes egen tænkning og forståelse, som netop ikke er i overensstemmelse med den helhed, Gud skabte mennesket at forstå sammenhængende. Du vil derfor ikke være blevet klogere af et konkret svar på et konkret spørgsmål. Det er muligt du skal genlæse det ovennævnte flere gange før du fanger den sammenhængende logik. Når du så opdager den sammenhængende logik, da vil du ubetinget få samme dybe respekt for Guds altfavnende vilje, som jeg selv fik ved at knokle mig frem af helt andre veje, end via koranen, til denne forståelse.

Der er en mening med Guds vilje

Gud skabte menneskene i balance med skaberværket, og de skal være i balance med skaberværket på Dommens Dag. For kun derved har mennesket bevist, at de har forstået den Gud, som ikke lader sig bevise, som ikke kan modbevises, men som er at finde i alt vi kender.

Af Bjørn Holmskjold

Det mennesket evner at forstå, ligger inden for det område, som naturens lovmæssigheder dækker.

Vi kan med andre ord ikke begribe det, der ligger før altings begyndelse, og kun formode, hvad der er Guds hensigt med det, der skal ske efter Dommens Dag. Hvor der ikke længere er liv muligt på denne så mishandlede klode.

Hvor gerne vi end ville, kan Gud, på grund af naturlovmæssighedernes rækkevidde, hverken bevises eller modbevises. Man Gud er dog mere bevist, end han er modbevist.

Med det man ved i dag, er det en kendsgerning, at rummet udvider sig. Ikke at der blandt videnskabsmændene var den store lyst til at ville erkende dette forhold. For det lå ligesom i luften, at fandt man frem til, hvorfra rummet udvidede sig, så ville man forudsigeligt meget let komme i den situation, at man ville finde ud af noget, som man slet ingen forklaring havde på.

Men denne fornægtelse af, at rummet var foranderligt, og ikke i al evighed havde været der i uændret form, blev dog overvundet. Og resultatet blev, at man undersøgte Big Bang teorien. Med det resultat, at man fandt det man frygtede. Nemlig en begyndelse, som ikke kunne forklares indenfor naturens lovmæssigheder.

Man konstaterede således, at Gud ud af intet havde skabt det mindste af det mindste, hvorfor det mindste af det mindste altid er at finde selv i det største af det største. Hvilket beviser, at alt er skabt i sammenhæng med hinanden. Hvilket vi jo i almindelighed godt ved allerede.

Videnskaben fik med deres opdagelse det problem, at de nu selv skulle til at overveje Gud eksistens, som eneste forklaring på det uforklarlige. For de havde ikke nogen anden forklaring. Og forventede heller ikke at finde en.

Uddrag fra bogen: Big Bang - Et moderne eventyr om universets fødsel og udvikling, af George Smoot og Keay Davidson (Forlag: HAASE)

Citat:

”Gå nu endnu længere tilbage, før skabelsesøjeblikket - hvad så? Hvad var der før Big Bang? Hvad var der, før tiden begyndte? Over for dette endelige spørgsmål svigter vores tro på videnskabens evne til at finde forklaringer på naturen. Eksistensen af en singularitet - i dette tilfælde den givne unikke tilstand, hvorfra universet dukkede frem - er bandlyst i videnskaben, fordi den unddrager sig forklaring. Der kan ikke være noget svar på hvorfor en sådan tilstand har eksisteret. Er det så her, at den videnskabelige forklaring holder op og Gud overtager, skaberen af denne singularitet, den oprindelige enkelthed? I sin bog God and the Astronomers beskrives astrofysikeren Robert Jastrow dette perspektiv som videnskabsmandens mareridt:

"Han har besteget uvidenhedens bjerg, han vil snart stå på den højeste tinde, og idet han slæber sig over den sidste sten, bydes han velkommen af en flok teologer, som har siddet der i århundreder”.

Citat slut


Så på den måde er Gud mere bevist, end han er modbevist.

Men mennesket står stadig tilbage med det ikke uvæsentlige problem, nemlig hvorledes støvet blev omformet til liv. Da livet opstod efterfølgende altings begyndelse, burde det i princippet kunne forklares ud fra de nu eksisterende lovmæssigheder.

Spørgsmålet er nu, hvorfor Gud ikke vil, at mennesket skal have vished om hans eksistens. Men kun tillader mennesket at konstatere, at der er mere der taler for Guds eksistens, end der er noget, der taler imod eksistensen af denne guddommelige skaberkraft. Nærliggende af den grund, at det er Guds vilje, at vi selv skal nå frem til denne erkendelse.

Da vi som nævnt er afgrænset i det vi kan forstå, da skal det, som skal forstås, nemlig Guds eksistens, findes indenfor den afgrænsning, som vi er tilladt at forstå tingene indenfor.

Nemlig naturens lovmæssigheder.

Fra de tidligste mennesker, har mennesket haft Gud med i dets tænkning, som forklaringsmodel. Noget større end mennesket måtte stå bag skaberværket, og alt det, som skaberværket er indeholdende. Tankevækkende er det, at videnskaben den dag i dag, nu selv må erkende, at denne forklaring påviseligt ikke er grebet ud af den tomme luften. For de har nu selv denne forklaringsmodel i tankerne, som også de tidligste mennesker havde det.

Men der er mange ufravigelige naturlovmæssigheder, hvor de fysiske og biologiske er de letteste af begribe. Hvorimod de psykologiske lovmæssigheder er meget vanskeligere at håndtere, idet de kommer så usigeligt tæt på én selv.

Interessen for det psykologiske tog ikke udgangspunkt i at forstå det normale, men derimod med det sigte at forstå det anormale, som var blevet så iøjnefaldende, at det krævede en forklaring.

Næsten samtidig med hinanden afstedkom Darwin teorien om arternes oprindelse, og Freud på sin side teorien om den menneskelige psykologi. Således beskrev de to forskere uafhængig af hinanden henholdsvis menneskeaben og abemennesket, dog uden at sammenholde disse opdagelser som værende noget, der var sammenfaldende med hinanden.

Grunden kan meget vel have været den religiøse forventning om, at mennesket var blevet skabt særskilt ophøjet, og dermed uden sammenhæng med alle de øvrige arter. Hvorved mennesket, som logisk konsekvens, så også ville være skabt uden sammenhæng med naturens lovmæssigheder. Hvilket påviseligt slet ikke er tilfældet. Tankevækkende er det da også, at mennesket den dag i dag fortsat agerer, som var de uden sammenhæng med de naturlovmæssigheder, som de på den anden side fuldt ud erkender, er gældende for resten af skaberværket.

Religionerne, og her ikke mindst kristendommen, er med deres tro på, at mennesket er særligt ophøjet det naturlige, idet Gud skulle have skabte dem for deres egen skyld, derved meget medvirkende til, at udviklingen i verden er blevet så altødelæggende, som tilfældet er.

Men hvor kristendommen gik i narcissistisk selvsving, og nu forguder mennesket, højere end Gud, da er islam konsekvent tilbedende den ene Gud, og nok så væsentligt, også Guds vilje!

 

Det sidste er meget væsentligt, for derved er viljen til at forstå Guds vilje også det væsentligste at forstå. Og da Guds vilje er udtryk for naturens lovmæssigheder, da er det grunden til, at muslimerne i almindelighed, og fundamentalisterne i særdeleshed, har let til at forstå de freudiansk-darwinistiske sammenhænge. Som de godt nok ikke anerkender, men som de trods det alligevel efterlever. Men også grunden til, at de kristne har så svært ved at forstå Guds vilje, og dermed også naturens lovmæssigheder.

Da Gud ikke har givet mennesket andre ledetråde at forstå hans vilje ud fra, end naturens naturlighed, da er islam dén af de store og betydningsfulde religioner, som i udvist adfærd har tolket naturens love rigtig, og mangler så blot at erkende, at alt Gud skabte, er skabt i sammenhæng med hinanden. Herunder også mennesket.

En erkendelse som er svær. Men til gengæld er det også en erkendelse, som vil gøre islam til denne verdens eneste religion.

For ingen vil kunne modargumentere en religion, der konsekvent er erkendende den hele sammenhæng, og derved har nøglen til den hele forståelse af Guds vilje med mennesket og det hele skaberværk. For der findes ikke noget modargument. Men kun en erkendelse af, at vi alle er underlagt Guds vilje, som ikke kan afbøjes, som ikke kan forhandles. Men som entydigt er dikterende en meget smal sti, som skal følges fra slægtled til slægtled til Dommens Dag!

Således kommer den ugudelige, vantro verden til at erkende deres ugudelighed, deres selvbedrag og deres altødelæggende adfærd og det i en sådan grad, at de både vil indse den, erkende den og opgive den. For de vil i erkendelse af sammenhængene i hobetal underkastesig islams fortolkning af Gud. Og de, som ikke evner det, vil blive afviklet denne verden ifølge den fatwa, som Gud har indlagt i de evolutionære lovmæssigheder.

Guds vilje med det han skabte, og som mennesket selv skal kunne udlede af naturens love, for derved at komme i overensstemmelse med Guds vilje, står indskrevet i både biblen og koranen i fortællingerne om Edens Have.
 



Gud skabte således mennesket i balance med skaberværket, og de skal være i balance med skaberværket på Dommens Dag. For kun derved har mennesket bevist, at de har forstået den Gud, som ikke lader sig bevise, som ikke kan modbevises, men som er at finde i alt vi kender, og som derfor skal udledes Sin vilje af den naturlighed, der omgiver os.

Denne prøvelse er indeholdt i koranens beskrivelse af Edens Have ved angivelsen af blot et træ, der symboliserer prøvelsen, men er i biblen mere uddybende beskrevet, idet træet her beskrives som Kundskabets Træ på godt og ondt.

Måske for at gøre det lettere for de kristne at fortolke det faktum, at mennesket med dets bevidsthed ville kunne forandre dets levevilkår meget hurtigere, end dets psykisk vil kunne omstille sig til. For da mennesket er kommet af natur, da er dets psyke mekanismer underlagt de meget langsomme evolutionære lovmæssigheder, men det er hjernens opfindsomhed ikke. Hvorfor denne disharmoni vil blive mennesket dets største prøvelse.

Denne prøvelse har Islams fundamentalistiske muslimer bestået,

men det har kristendommens kristne til gengæld slet ikke.