Begrebet: pædofili, er som begrebet: psykopati, begreber der fyger rundt i lufter, i øst og vest, som man nu tror nok, det passer sig bedst.
Pædofili er, skal man huske, et psykiatrisk begreb, der forudsætter tilstedeværelsen af en mere eller mindre udtalt infantil personlighedsforstyrrelse. Det betyder, at den voksne mand eller kvinde i dele af sin personlighedsstruktur vedblivende er alderssvarende et barns psykiske og forståelsesmæssige udviklingstrin. Infantiliteten gør, at den voksne mand eller kvinde, som det naturligste i verden, kommunikerer, herunder nonverbalt, alderssvarende med barnet, trods aldersforskellen. Da den voksne mand eller kvinde ikke er sig sin ubevidste infantilitet bevidst, da vil overgrebene, på grund af den ubevidste virkelighedsforvridning, ske, uanset love og regler, social status, indtægt, uddannelse, bosted med videre. Risikoen stiger og falder naturligvis proportionalt med den iboende evne til selvbeherskelse.
Manden er fra naturens side udstyret med en umættelig driftsside, der er så stærk, at den kan omforme enhver realistisk fornuft til sin egen modsætning. Det sker så tit, at undtagelser kan forekomme. At det ikke sker hyppigere, end tilfældet er, skyldes samfundsindretningen, den fremherskende kultur, og dermed opvækstmiljøet. Der hvor samfundsstrukturen, og dermed opvækstmiljøet, krakelerer helt eller delvis, vil man opleve voldsomme, ukontrollerede ændringer hos mandens bevidsthed, der nu ikke længere påtvinges samme kontrol over driftssiden. Konsekvensen ses eksempelvis i Sydafrika og Congo, hvor mændene hensynsløst voldtager kvinder og børn i meget stort tal. Her vil anvendelsen af begrebet ”pædofili”, være helt uden mening.
For at forstå toppen af isbjerget, må man derfor se på, hvad der gemmer sig under overfladen. Med andre ord, må man forstå sit samfund i dybden. For samfundsindretningen vil altid være årsagen til, at der sker generelle adfærdsændringer. Det er jo her de psykologiske begreber: Arv (den sociale arv) og Miljø (det omgivende samfund), gør sig gældende i forhold til den fremherskende personlighedsdannelse, der efterfølgende vil gøre sig gældende, som en normalitet i samfundet.
I den vestlige verden generelt, og med Danmark i førertrøjen, er der i dag ikke meget, der sker i overensstemmelse med de psykologiske love. Om man da lige ser bort fra de psykologiske lovmæssigheder, der falder inden under de diagnoser, der er beskrivende de psykiske afvigelser fra den oprindelige normalitet, som var menneskets udgangspunkt. Det mest iøjnefaldende i dagens Danmark er netop udbredelsen af infantile, personlighedsforstyrrede mennesker. Voksne, med en stadig mere barnlig forståelse af virkeligheden. Man behøver så at sige blot tænde for fjernsynet, hvor udsendelsernes mange barnlige, og på anden måde psykisk afvigende voksne, vil være understregende problemets omfang.
Lige børn leger bedst
Det man ikke er opmærksom på er samfundspsykologien, der kun adskiller sig fra familiepsykologien i antallet af involverede. I pardannelsen søger man ubevidst en partner, der har samme psykiske kombination, som en selv. Den infantile søger derfor en infantil partner, hvorefter de som par uvægerligt vil giver barnet en opvækst, der er præget af forældrenes umodne tilgang til virkeligheden. Hvorfor barnet arver forældrenes infantile problemstillinger. Som det så giver videre til sine børn. Det er på den måde den sociale arv arbejder.
Når mange nok, har det på samme måde, da gør der sig en samfundsnormalitet gældende. For normaliteten er altid kendetegnet ved den gennemsnitlige psykiske tilstand, i en given befolkningsgruppe, på et givet tidspunkt. I Danmark stiger andelen af infantile, som en konsekvens af samfundsindretningen, eksplosivt. Og vil indenfor de næste 30 år være fuldbyrdende et gennemført narcissistisk samfund, hvor den infantile personlighedsforstyrrelse vil være kendetegnende borgerne i almindelighed.
Samfundsopløsningen
Derved får forældrene og deres børn en stadig mere udtalt narcissistisk barnlighed tilfælles, og det naturligvis med samfundets fulde accept. For nu er det jo blot en ny normalitet i rækken af tilladelige anormaliteter. Der i sagens natur ikke blot vinder indpas hos borgerne, men også hos de af borgerne valgte politikere. Der, med deres urealistiske tilgang til virkeligheden, optimistisk forventes at kunne føre samfundet videre.
Det er så de politikere, og dén af dem førte politik, som mange allerede i dag går rundt og forundre sig over.
Vil man trøstes, så kan man trøste sig med, at de pædofile problemer, som lige nu trækker overskrifter, med naturens hjælp, vil blive ophøjet fra noget anormalt, til noget helt normalt. Hvorved problemet er løst. Overskrifterne vil til den tid til gengæld være omhandlende den accelererende samfundsopløsning. Der naturligvis bliver en anden snigende konsekvens af det infantile samfund. Vi ser det jo allerede nu.
Altså de af os, der stadig evner at se det!
