Der er en mening med Guds vilje

Gud skabte menneskene i balance med skaberværket, og de skal være i balance med skaberværket på Dommens Dag. For kun derved har mennesket bevist, at de har forstået den Gud, som ikke lader sig bevise, som ikke kan modbevises, men som er at finde i alt vi kender.

Af Bjørn Holmskjold

Det mennesket evner at forstå, ligger inden for det område, som naturens lovmæssigheder dækker.

Vi kan med andre ord ikke begribe det, der ligger før altings begyndelse, og kun formode, hvad der er Guds hensigt med det, der skal ske efter Dommens Dag. Hvor der ikke længere er liv muligt på denne så mishandlede klode.

Hvor gerne vi end ville, kan Gud, på grund af naturlovmæssighedernes rækkevidde, hverken bevises eller modbevises. Man Gud er dog mere bevist, end han er modbevist.

Med det man ved i dag, er det en kendsgerning, at rummet udvider sig. Ikke at der blandt videnskabsmændene var den store lyst til at ville erkende dette forhold. For det lå ligesom i luften, at fandt man frem til, hvorfra rummet udvidede sig, så ville man forudsigeligt meget let komme i den situation, at man ville finde ud af noget, som man slet ingen forklaring havde på.

Men denne fornægtelse af, at rummet var foranderligt, og ikke i al evighed havde været der i uændret form, blev dog overvundet. Og resultatet blev, at man undersøgte Big Bang teorien. Med det resultat, at man fandt det man frygtede. Nemlig en begyndelse, som ikke kunne forklares indenfor naturens lovmæssigheder.

Man konstaterede således, at Gud ud af intet havde skabt det mindste af det mindste, hvorfor det mindste af det mindste altid er at finde selv i det største af det største. Hvilket beviser, at alt er skabt i sammenhæng med hinanden. Hvilket vi jo i almindelighed godt ved allerede.

Videnskaben fik med deres opdagelse det problem, at de nu selv skulle til at overveje Gud eksistens, som eneste forklaring på det uforklarlige. For de havde ikke nogen anden forklaring. Og forventede heller ikke at finde en.

Uddrag fra bogen: Big Bang - Et moderne eventyr om universets fødsel og udvikling, af George Smoot og Keay Davidson (Forlag: HAASE)

Citat:

”Gå nu endnu længere tilbage, før skabelsesøjeblikket - hvad så? Hvad var der før Big Bang? Hvad var der, før tiden begyndte? Over for dette endelige spørgsmål svigter vores tro på videnskabens evne til at finde forklaringer på naturen. Eksistensen af en singularitet - i dette tilfælde den givne unikke tilstand, hvorfra universet dukkede frem - er bandlyst i videnskaben, fordi den unddrager sig forklaring. Der kan ikke være noget svar på hvorfor en sådan tilstand har eksisteret. Er det så her, at den videnskabelige forklaring holder op og Gud overtager, skaberen af denne singularitet, den oprindelige enkelthed? I sin bog God and the Astronomers beskrives astrofysikeren Robert Jastrow dette perspektiv som videnskabsmandens mareridt:

"Han har besteget uvidenhedens bjerg, han vil snart stå på den højeste tinde, og idet han slæber sig over den sidste sten, bydes han velkommen af en flok teologer, som har siddet der i århundreder”.

Citat slut


Så på den måde er Gud mere bevist, end han er modbevist.

Men mennesket står stadig tilbage med det ikke uvæsentlige problem, nemlig hvorledes støvet blev omformet til liv. Da livet opstod efterfølgende altings begyndelse, burde det i princippet kunne forklares ud fra de nu eksisterende lovmæssigheder.

Spørgsmålet er nu, hvorfor Gud ikke vil, at mennesket skal have vished om hans eksistens. Men kun tillader mennesket at konstatere, at der er mere der taler for Guds eksistens, end der er noget, der taler imod eksistensen af denne guddommelige skaberkraft. Nærliggende af den grund, at det er Guds vilje, at vi selv skal nå frem til denne erkendelse.

Da vi som nævnt er afgrænset i det vi kan forstå, da skal det, som skal forstås, nemlig Guds eksistens, findes indenfor den afgrænsning, som vi er tilladt at forstå tingene indenfor.

Nemlig naturens lovmæssigheder.

Fra de tidligste mennesker, har mennesket haft Gud med i dets tænkning, som forklaringsmodel. Noget større end mennesket måtte stå bag skaberværket, og alt det, som skaberværket er indeholdende. Tankevækkende er det, at videnskaben den dag i dag, nu selv må erkende, at denne forklaring påviseligt ikke er grebet ud af den tomme luften. For de har nu selv denne forklaringsmodel i tankerne, som også de tidligste mennesker havde det.

Men der er mange ufravigelige naturlovmæssigheder, hvor de fysiske og biologiske er de letteste af begribe. Hvorimod de psykologiske lovmæssigheder er meget vanskeligere at håndtere, idet de kommer så usigeligt tæt på én selv.

Interessen for det psykologiske tog ikke udgangspunkt i at forstå det normale, men derimod med det sigte at forstå det anormale, som var blevet så iøjnefaldende, at det krævede en forklaring.

Næsten samtidig med hinanden afstedkom Darwin teorien om arternes oprindelse, og Freud på sin side teorien om den menneskelige psykologi. Således beskrev de to forskere uafhængig af hinanden henholdsvis menneskeaben og abemennesket, dog uden at sammenholde disse opdagelser som værende noget, der var sammenfaldende med hinanden.

Grunden kan meget vel have været den religiøse forventning om, at mennesket var blevet skabt særskilt ophøjet, og dermed uden sammenhæng med alle de øvrige arter. Hvorved mennesket, som logisk konsekvens, så også ville være skabt uden sammenhæng med naturens lovmæssigheder. Hvilket påviseligt slet ikke er tilfældet. Tankevækkende er det da også, at mennesket den dag i dag fortsat agerer, som var de uden sammenhæng med de naturlovmæssigheder, som de på den anden side fuldt ud erkender, er gældende for resten af skaberværket.

Religionerne, og her ikke mindst kristendommen, er med deres tro på, at mennesket er særligt ophøjet det naturlige, idet Gud skulle have skabte dem for deres egen skyld, derved meget medvirkende til, at udviklingen i verden er blevet så altødelæggende, som tilfældet er.

Men hvor kristendommen gik i narcissistisk selvsving, og nu forguder mennesket, højere end Gud, da er islam konsekvent tilbedende den ene Gud, og nok så væsentligt, også Guds vilje!

 

Det sidste er meget væsentligt, for derved er viljen til at forstå Guds vilje også det væsentligste at forstå. Og da Guds vilje er udtryk for naturens lovmæssigheder, da er det grunden til, at muslimerne i almindelighed, og fundamentalisterne i særdeleshed, har let til at forstå de freudiansk-darwinistiske sammenhænge. Som de godt nok ikke anerkender, men som de trods det alligevel efterlever. Men også grunden til, at de kristne har så svært ved at forstå Guds vilje, og dermed også naturens lovmæssigheder.

Da Gud ikke har givet mennesket andre ledetråde at forstå hans vilje ud fra, end naturens naturlighed, da er islam dén af de store og betydningsfulde religioner, som i udvist adfærd har tolket naturens love rigtig, og mangler så blot at erkende, at alt Gud skabte, er skabt i sammenhæng med hinanden. Herunder også mennesket.

En erkendelse som er svær. Men til gengæld er det også en erkendelse, som vil gøre islam til denne verdens eneste religion.

For ingen vil kunne modargumentere en religion, der konsekvent er erkendende den hele sammenhæng, og derved har nøglen til den hele forståelse af Guds vilje med mennesket og det hele skaberværk. For der findes ikke noget modargument. Men kun en erkendelse af, at vi alle er underlagt Guds vilje, som ikke kan afbøjes, som ikke kan forhandles. Men som entydigt er dikterende en meget smal sti, som skal følges fra slægtled til slægtled til Dommens Dag!

Således kommer den ugudelige, vantro verden til at erkende deres ugudelighed, deres selvbedrag og deres altødelæggende adfærd og det i en sådan grad, at de både vil indse den, erkende den og opgive den. For de vil i erkendelse af sammenhængene i hobetal underkastesig islams fortolkning af Gud. Og de, som ikke evner det, vil blive afviklet denne verden ifølge den fatwa, som Gud har indlagt i de evolutionære lovmæssigheder.

Guds vilje med det han skabte, og som mennesket selv skal kunne udlede af naturens love, for derved at komme i overensstemmelse med Guds vilje, står indskrevet i både biblen og koranen i fortællingerne om Edens Have.
 



Gud skabte således mennesket i balance med skaberværket, og de skal være i balance med skaberværket på Dommens Dag. For kun derved har mennesket bevist, at de har forstået den Gud, som ikke lader sig bevise, som ikke kan modbevises, men som er at finde i alt vi kender, og som derfor skal udledes Sin vilje af den naturlighed, der omgiver os.

Denne prøvelse er indeholdt i koranens beskrivelse af Edens Have ved angivelsen af blot et træ, der symboliserer prøvelsen, men er i biblen mere uddybende beskrevet, idet træet her beskrives som Kundskabets Træ på godt og ondt.

Måske for at gøre det lettere for de kristne at fortolke det faktum, at mennesket med dets bevidsthed ville kunne forandre dets levevilkår meget hurtigere, end dets psykisk vil kunne omstille sig til. For da mennesket er kommet af natur, da er dets psyke mekanismer underlagt de meget langsomme evolutionære lovmæssigheder, men det er hjernens opfindsomhed ikke. Hvorfor denne disharmoni vil blive mennesket dets største prøvelse.

Denne prøvelse har Islams fundamentalistiske muslimer bestået,

men det har kristendommens kristne til gengæld slet ikke.