Vi fik terror her til lands

Onsdag, den 12. oktober 2005 fik jeg bragt et læserbrev i Jyllands-Posten:

"Vil vi terror her til lands? Så er Jyllands-Postens fremfærd med tegningerne af profeten Muhammed en udmærket måde at tiltrække dén på.

Respektløshed i ytringsfrihedens navn må de ansvarlige på JP jo mene er en god sag at dø for. Konsekvenserne kan nemlig blive ret så alvorlige al den stund, at Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, med sine 3-400 meter i denne sammenhæng nemt når både til Bagdad, Islamabad, Damaskus og andre spændende hovedstæder.

Måske JP i sin selvovervurdering alvorligt har undervurderet, hvem det egentlig er, den reelt har med at gøre?"

Man har i den grad undervurderet islam, som man også i dag undervurderer stadig Islam!


Her er det ikke nogen formildende omstændighed, at Flemming Rose i samme avis, den 26. september 2010 i et interview Rose: Jeg blev forført, om Muhammed-krisen, gør gældende:

"Det var forførende og euforisk at få så megen opmærksomhed. Det er ikke let at erkende, at jeg var offer for den narcissisme, som jeg rynkede på næsen af hos realitystjerner. Jeg kunne mærke beruselsen over at være i centrum, og jeg kunne ikke sige mig fri for at blive forført af, at verdens mest indflydelsesrige medier stod i kø for at tale med mig."

Et anfald af narcissistisk storhedsvanvid, som i den vestlige verden er ved at være normaliteten, gør, at man undervurderer den muslimske verdensorden, og i den grad undervurderer, hvilken tænkning og forståelse, som islam rummer. Man var derfor slet ikke klar over, at man med en forhånende tegning af profeten Muhammed, ville afstedkomme en vedvarende kædereaktion af had og vrede. Man håner ganske enkelt ikke profeten Muhammed, skaberen af islam, ustraffet. Det er ganske enkelt en umulighed.

Man er i dag klar over, om end man ikke vil sige det højt, at man stukket hånden i en hvepserede. Det narcissistiske storhedsvanvid afstedkom, at man ikke i tide fik sagt ”Undskyld”. Dette ene ord ville have gjort en kæmpeforskel. Men nej! Nu er situationen derimod den, at man for alvor har fremrykket og aktiveret den muslimske verdensorden til kamp mod storhedsvanviddet. En kamp, som man med sikkerhed vil komme til at tabe. Med sikkerhed af den grund, at den egentlige fjende, den vestlige verden får at slås med, er deres eget psykiske vanvid. Som på grund af den sociale arv, hastigt opformerer det psykiske forfald. Muslimerne behøver derfor kun at anvende de psykologiske våben mod den vestlige verden.

Resten klarer den vestlige verden selv.

En omstændighed, som jeg gjorde gældende i et indlæg i Politiken, 9. januar 2004, ” Manden i bjergene sejrer - For al-Qaeda behersker verdens stærkeste a-våben - angsten.” Hvor jeg afslutningsvis skriver:

Når socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, nu roser Lene Espersen for at have taget mødet med de muslimske landes ambassadører, i hvilken forbindelse han gør gældende; ”- Det vigtige er, at hverken den danske regering eller det store flertal af den danske befolkning og Folketing har noget ønske om at forhåne den fjerdedel af menneskeheden, som har muslimsk tro.”, skyldes det ikke, at han og det store flertal har forstået andet og mere om de muslimske værdier, end at man har stukket hånden i en hvepserede. Nu findes den ikke, som kan tale en provokeret hvepsesværm til ro. Og da selv ikke, hvis man vedblivende roder rund i deres bo.

Mogens Lykketoft og andre, der betvivler denne kendsgerning, kan i praksis gøre forsøget.

Der er ingen formildende omstændigheder

I en vestlig kultur, hvor det er tilladt enhver at håne, skide og pisse på alle værdier, kan det selvsagt være svært at forstå, at det i forhold til muslimerne kan få særdeles alvorlige konsekvenser at nedgøre de islamiske værdier. At man ikke forstår, hvad islam er for en størrelse, er ingen formildende omstændighed.

Det er helt sikkert!

Når de vestlige regeringschefer på det nærmeste stod på nakken af hinanden for at nedtone provokationerne skyldes det, at de godt var klar over, at afbrændingen af den hellige koran ville afstedkomme et flammehav mod den vestlige verden, af en sådan voldsomhed, at menig mand ville føle sig stående foran Helvedes forport i deres eget land.

Den psykisk syge præst fik kolde fødder, men det betyder ikke, at han med blot truslen om at ville brænde den hellige koran, ikke får vestligt blod på hænderne. For reaktionerne i den muslimske verden er så kraftige, at det under alle omstændigheder kommer til at koste vestlige mennesker livet. Dels ved spontane drab, og dels ved, at de hellige krigere bliver mange flere, end før provokationen.

Så på sigt har den psykisk syge præst afstedkommet den vestlige verden, og her ikke mindst USA, et problem, som de i bund og grund kun kan takke deres samfundsindretning og deres manglende forståelse af naturligheden for.

Miljøkamp på højeste niveau

Pakistanerne er ikke forvent med hjælp. Hvorfor de er indstillet på at betale den pris, som Guds natur kræver af dem, for at de kan forblive fysisk og psykisk stærke. Naturens ageren er med andre ord et naturligt livsvilkår for muslimerne, og et udtryk for Guds vilje. Men pakistanerne vil naturligvis registrere, at de vantro velvilligt hjælpe andre, men ikke pakistanerne. Derved bliver der trukket en politisk streg i sandet mellem de rettroende muslimer og de vantro. Signaleringen, som bliver konsekvensen af den meget tøvende eller udeblivende nødhjælp, vil være iøjnefaldende for alle muslimer, og vil blive set som et angreb fra den vantro verden, som er foruden nogen helhedsforståelse, mod islam, der bygger på en gennemført helhedsforståelse af alt, Gud skabte. Et angreb, som i sagens natur vil blive brugt i mobiliseringen af Guds hær i kampen med det vantro i verden. Enhver med indsigt i det naturlige vil have forudsætningerne for at forstå denne kamp, og hvad der reelt kæmpes om på den lange bane. Nemlig menneskehedens kamp for at overleve sine egne destruktive sider, der skal nedkæmpes og kontrolleres, dersom menneskeheden skal overleve til den sidste dag.


Denne kamp er helt grundlæggende en miljøkamp på allerhøjeste niveau!

Islamismen er verdens redning

Lad vestens regeringer og fagkundskab i sammenhæng med de ufravigelige biologiske og psykologiske lovmæssigheder forklare den vestlige tænkning og forståelse omkring det de gør, og man vil meget hurtigt opdage, at der slet ingen tænkning og forståelse er. Ingen sammenhængende logik eller mening. Men at det hele bunder i en primitiv reptil-hjernes ubevidste, behovstyrede refleksioner. Som intet har med tænkning og forståelse at gøre.


Af Bjørn Holmskjold


Netop derfor findes der ikke nogen sammenhængende tænkning i den vestlige verden, og derfor heller ikke nogen sammenhængende forståelse for, at tænkningen reelt først indfinder sig, når reptil-hjernens ubevidste, behovstyrede refleksioner underlægges en korrigerende kontrol i form af en dyb, psykoanalytisk indsigt i ubevidsthedens primitive mekanismer.


Islamismen er på den måde ikke et af verdens presserende problemer, men er derimod netop løsningen på verdens presserende problemer!


For i islam finder man ikke blot en forståelse for, at jorden ikke er et overflødighedshorn, men også en dyb forståelse for, at menneskets trang til opfindsomhed for opfindsomhedens skyld skal kontrolleres. Islam er derfor rummende et samfundssystem, der konsekvent underlægger mennesket disse nødvendige begrænsninger. For som en irakisk imam så rigtigt gjorde gældende i forbindelse med det første valg i Irak efter besættelsen, så er det for farligt at lade mennesket bestemme udviklingen.

Islam er på den måde ophøjet tænkende, hvor man i den vestlige verden alene tænker med den mest primitive del af hjernen. Islam er med sin indretning helt i overensstemmelse med naturens sammenhængende lovmæssigheder ved at være lavteknologisk tænkende, hvor den vestlige verden er modstridende alle naturens sammenhængende lovmæssigheder, på nær de mest primitive, ved at tænke i en uhæmmet, accelererende teknologisk udviklende.

Skal verden overleve, så bliver det som khilafah, og ikke som demokrati. For mennesket skal konsekvent dikteres en vej. Den vestlige verden er med alt de gør selv bevisende rigtigheden af denne ufravigelige sandhed.

Den vestlige verden skal med andre ord bekæmpes med alle midler, om menneskeheden skal overleve. Dén findes nemlig ikke, som kan modargumentere dette sammenhængende med naturens ufravigelige lovmæssigheder.


Erkend denne ufravigelige sandhed!

Eller modargumentere denne sandhed i fuld overensstemmelse med naturens biologiske og psykologiske lovmæssigheder, og man vil da her erkende, at det er en ufravigelig sandhed!

Så lad dette være Jer den største udfordring, som ikke tror, og som derfor intet ved!

Muslimerne rettolker Gud

Svar til en kristen om Islams dybe forståelse af Guds vilje.


Af Bjørn Holmskjold


Det er mange spørgsmål du stiller. Spørgsmål, som du burde stille dig selv i søgende efter en forståelse af, hvorfor islam er den hurtigst voksende religion i verden? Hvad det er islam kan, som de kristne ikke kan? Hvad det er der gør, at islams jihad krigere med små midler kan overvinde store militærmagter, der til sammenligning har enorme ressourcer? Hvad det er som gør, at en simpel arabisk bjergbonde kan beskrive det vestlige samfund på en så rammende måde, at den vestlige forståelse af deres egen verden bliver gjort til skamme?


Grunden til din manglende fordybelse kan dels skyldes dine mange fordomme. Fordomme gør jo, at man vil, at disse fordomme skal bekræftes uanset hvad. Så derfor ser du kun dét, du vil se, og forstår kun dét, du vil forstå! Og dels skyldes det, at du ikke vil accepterer begrænsninger af nogen art. Ej heller de, som naturens love betinger efterlevet, om man ikke vil at disse konsekvente lovmæssigheder reagerer imod sig.


Skal man forstå islam kræves fordomsfrihed på alle niveauer. For islam dækker alle niveauer i ét stort sammenhængende system.


Nu får du det til at lyde som om, at Taliban er repræsenterende den eneste måde at udmønte islams regler på. Det er slet ikke tilfældet! Islam er en verdens religion baseret på en ophøjet forståelse af det primitive ubevidste, og dermed tilkendegivende en meget betydelig indsigt i psykologiens love. Islam er således ikke en ideologi baseret på den menneskelige magtsyge. Som f.eks. nazismen, hvor man manipulerede med de freudiansk-darwinistiske lovmæssigheder med det formål, at understøtte en meget syg tankegang om bl.a. racerenhed.


Med min tilgang til at forstå verden tillades ingen manipulering af nogen art. Tager man, som jeg, alene udgangspunkt i at rettolke naturens love, så er det heller ikke muligt for mig at manipulere. For mange kender til de biologiske lovmæssigheder, på samme måde som mange kender til de psykologiske lovmæssigheder. Fejltolker jeg disse naturens love det mindste, så vil jeg kunne afsløres med største lethed.

Omvendt vil jeg med udgangspunkt i de selv samme lovmæssigheder med tilsvarende lethed kunne afsløre andres manipuleringer. Og det gør jeg konsekvent, om det er manipulerende vantro eller fejltolkende muslimer. De muslimer og imamer, der har konfronteret mig i debatter rundt om vil smerteligt vide, at Guds vilje ikke er til forhandling. Muslimerne nyder ikke fra min side nogen venlig beskyttelse, dersom de fejltolker. Og det uanset deres status!


Der er én Gud at forstå!


Gud er fundamentalist, og skal konsekvent fortolkes som sådan! Naturens love er fundamentale, og skal konsekvent fortolkes som sådan! Reglerne er således ens for alle, om man tror eller ikke tror, og det uanset hvad man tror! Gud handler ALDRIG i modstrid med det han skabte. For da vil han handle i modstrid med det fuldendte, hvorved det ikke længere er fuldendt!


Alle fortolkninger, der er fravigende dette princip, er ubetinget fejlfortolkninger! Således skal alle fortolkningen af Gud kunne bekræftes at de lovmæssigheder, Gud skabte med skaberværkets tilblivelse.

Dette kan illustreres:

Tager man et stykke papir og på dets midte sætter en prik. Da er prikken repræsenterende Guds basale vilje med alt han skabte.

Tegn udenom prikken en cirkel. Denne cirkel er repræsenterende det ”spillerum” i forhold til Guds basale vilje, prikken, som mennesket må handle indenfor uden at komme i konflikt med Guds vilje.

Alt udenfor cirklen vil være i modstrid med Guds vilje, og vil blive straffet med forfald, nedbrydning og udslettelse.


Denne lidt pædagogiske opstilling, der er i overensstemmelse med alle gældende naturlovmæssigheder, gøre det lidt lettere at forstå, hvor meget, eller mere rigtigt sagt, hvor lidt, Gud tillader mennesket at afvige fra udgangspunktet.

På samme måde som Gud tillader naturens flora og fauna at være forskellige (stor artsdiversitet), på samme måde tillader Gud mennesket at være og handle forskelligt. Men vel og mærket INDENFOR CIRKLEN for det tilladelige!

Men modsat de ikke-tænkende dyr, der konsekvent forbliver at holde sig indenfor cirklen, da har mennesket med dets evne til tænkning også evnen til at overskride den grænsesættende yderste cirkel for tilladelig adfærd. Derfor er rettolkningen af Guds vilje meget vigtig at forstå, for det er nemlig overladt mennesket selv at begrænse sig deres adfærd og handlinger, så de forbliver indenfor cirklen af det tilladelige.

Og igen er det væsentligt at huske på, at de helt samme principper også gælder i forhold til naturens love, og derfor også omfatter de, som ikke tror på en Gud!

Når du og andre stiller spørgsmål, kommer med argumentationer, postulater eller blot skriver, siger eller synger noget, verbalt som nonverbalt, så kan og skal alt vurderes op imod ovennævnte principper. Al adfærd, som holder sig indenfor cirklen (og det uanset hvilke) er Guds benådet adfærd, ligesom at al adfærd, som er udenfor cirklen for det tilladelige (og det uanset hvilke) er i modstrid med Guds vilje, og skal derfor straffes, nedkæmpes og udryddes.


Gennem alle tider har det været religionerne, der har været repræsenterende det grænsesættende i forhold til den menneskelige adfærd. Og sådan vil det forblive at være! Men som man kan se på mennesket adfærd i almindelighed, og i den vestlige verden i særdeleshed, så har ikke alle religioner formået at rettolke Guds vilje med den håndfaste konsekvens, som er påkrævet en rettolkende religion at udvise. Således befinder kristendommen sig i dag slet ikke indenfor cirklen af det i forhold til Guds vilje tilladelige. Hvorfor kristendommen i dag intet har med rettolkning af Guds vilje at gøre. For den er blevet vantro, agerer vantro og understøtter det vantro. Af samme grund skal kristendommen, som alt andet vantro, straffes, nedkæmpes og udryddes.


Islam har trods udviklingen af det vantro i verden ikke modereret sine grundlæggende fortolkninger af Guds vilje i nogen vantro retning. Tværtom strammer muslimerne nu mere og mere op omkring rettolkningen af Guds vilje, og skærper derfor fortolkninger mere og mere ind mod midten af cirklen. Hvorfor de meget fundamentalistiske fortolkninger af islam, og dermed af Guds vilje, i stærkt stigende grad vinder frem over alt på jorden. Det bør også de muslimer forstå, som er gået for langt fra midten af cirklen. For ej heller de er fredet!


Taliban er fortolkende Guds vilje meget tæt på prikken i cirklens midte. Deres grænsesættende adfærd viser det med al tydelighed. Her skal man igen huske, at alt indenfor cirklen har Guds velsignelse. Her stilles der slet ikke spørgsmål. Ligesom vi heller ikke stiller spørgsmål ved naturens adfærd, som værende rigtig eller forkert. Eksempelvis om det er etisk korrekt at løven dræber hjortene? Disse spørgsmål bliver i menneskenes verden først aktuelle, dersom de grundlæggende naturlove brydes. Således blev interessen for psykologien først interessant at forholde sig til, da mennesket blev afvigende det naturlige, og blev psykisk syge!

På samme måde her!

Det som er i overensstemmelse med naturens love, og dermed Guds vilje, er ubetinget lovlig adfærd (og det uanset hvilke). Det er først når adfærden (og det uanset hvilke) betinger en overskridelse af det naturlige, og dermed cirklens yderste grænse, at der skal handles.

Taliban er på den måde blot én af mange grænsesættende strategier i forhold til at overholde Guds vilje. Mange andre islamiske fortolkninger ligger lidt længere fra cirklens midte, men forsat forblivende at være indenfor cirklens yderste grænse. Det er først når fortolkningen af Guds vilje bryder med det maximalt tilladelige, cirklen, hvor rettolkning bliver fejltolkning, hvor det sunde bliver sygt, der skal stilles spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert.


Den yderste grænse, som cirklen danner, er nemlig ikke en tilfældig grænse. For den er repræsenterende den yderste grænse for tilladelige ændringer i forhold til mor-barn forholdet. Overskrides denne grænse, da bliver psykisk sundhed til psykisk sygdom. Kvindens, og dermed moderens adfærd, er derfor noget meget centralt at begribe betydningen af. Det er nemlig meget lidt der må fraviges det naturlige, før konsekvenserne bliver en alvorlig realitet. En religion, som er rettolkende Guds vilje, hvis vilje er helt sammenfaldende med naturens love, har naturligvis denne forståelse indarbejdet i dens retningslinier. Kvinden tillades derfor ingen afvigelser. For Gud gav ubetinget kvinden hovedansvaret for barnet psykiske udvikling, idet barnet allerede før fødslen og under dets tidligste opvækst er afkodende hendes adfærd, som senere bliver barnets adfærd. Et ansvar, der som udgangspunkt er hendes alene, og som ikke må fraviges.

Konsekvenserne ved ikke at tage dette ansvar er vidtrækkende, idet det psykisk sunde nu bliver psykisk sygt. Hvorved det psykisk syge nu vil kopier sig selv, via den sociale arv, til alle efterfølgende slægtled i en stadig mere opgraderende psykisk syg retning. Derfor er det tilladt at dræbe kvinden, der ikke evner at tage dette ansvar i forhold til mor-barn forholdet. For man dræber i samme forbindelse det afvigende psykisk syge i at kunne opformere sig. Dette forhold er ligeledes i overensstemmelse med de i den vestlige verden velkendte evolutionære og psykologiske lovmæssigheder.

Opsummerende ovennævnte betyder det, at Gud ikke har dikteret mennesket at indrette sig på en ganske bestemt måde, men tillader dem at indrette sig en kultur, som passer dem bedst i forhold til levestedet. Dette er et alment princip, som gælder for alt levende, og som derfor tillader en stor artsdiversitet. Da mennesket er det eneste tænkende af alt levende, og som derfor kan bryde ud at cirklen, som ikke må brydes, gælder det princip, at de skal pålægge sig selv begrænsninger, der sikrer, at de ikke bryder cirklens grænser. Hvilke metoder mennesket i forhold hertil vælger at gøre brug af står dem frit. For der kan ikke udledes nogen begrænsninger af naturens love. Hvorfor Gud vilje tillader alle metoder. Det er således menneskets ansvar alene, og det gælder også om de i deres bestræbelser på at efterleve Guds vilje gør det uhensigtsmæssigt i forhold til den individuelle kulturs overlevelse efterfølgende. Således tillader Gud også arter i naturen, der befinder sig indenfor cirklen, at uddø. Det samme gælder derfor også for en streng, og måske for streng, overfortolkning af Guds vilje. Men da det sker indenfor cirklen af det tilladelige er det blot en naturlighed, og ikke et brud i forhold til Guds vilje. Det er derfor heller ikke noget der er grund til at beskæftige sig med overhovedet. For det er kun dét, som bryder det tilladelige, cirklens yderste grænse, som skal have den største interesse. For netop det er en trussel mod naturligheden indenfor cirklens grænser. For det psykisk syge er altid nedbrydende det psykisk sunde. Endnu en lovmæssighed, som aldrig må undervurderes.

Når du stiller mig spørgsmål, og forventer et konkret svar på disse, men i stedet får beskrevet de principper, som reelt er besvarede dine spørgsmål, ved jeg godt, at du måske tillægger mig ikke at ville besvare et helt konkret spørgsmål med et konkret svar. På den anden side må du forstår, hvilket er tilkendegivet med ovennævnte beskrivelser af lovmæssighederne, at ethvert svar skal forstås i forhold til helheden for så vidt, at Gud skabte helheden sammenhængende. Et svar givet til et menneske, som ikke er iagttagende helhedens sammenhæng, vil står med et svar, som pågældende efterfølgende kun kan sætte i sammenhæng med den pågældendes egen tænkning og forståelse, som netop ikke er i overensstemmelse med den helhed, Gud skabte mennesket at forstå sammenhængende. Du vil derfor ikke være blevet klogere af et konkret svar på et konkret spørgsmål. Det er muligt du skal genlæse det ovennævnte flere gange før du fanger den sammenhængende logik. Når du så opdager den sammenhængende logik, da vil du ubetinget få samme dybe respekt for Guds altfavnende vilje, som jeg selv fik ved at knokle mig frem af helt andre veje, end via koranen, til denne forståelse.

Der er en mening med Guds vilje

Gud skabte menneskene i balance med skaberværket, og de skal være i balance med skaberværket på Dommens Dag. For kun derved har mennesket bevist, at de har forstået den Gud, som ikke lader sig bevise, som ikke kan modbevises, men som er at finde i alt vi kender.

Af Bjørn Holmskjold

Det mennesket evner at forstå, ligger inden for det område, som naturens lovmæssigheder dækker.

Vi kan med andre ord ikke begribe det, der ligger før altings begyndelse, og kun formode, hvad der er Guds hensigt med det, der skal ske efter Dommens Dag. Hvor der ikke længere er liv muligt på denne så mishandlede klode.

Hvor gerne vi end ville, kan Gud, på grund af naturlovmæssighedernes rækkevidde, hverken bevises eller modbevises. Man Gud er dog mere bevist, end han er modbevist.

Med det man ved i dag, er det en kendsgerning, at rummet udvider sig. Ikke at der blandt videnskabsmændene var den store lyst til at ville erkende dette forhold. For det lå ligesom i luften, at fandt man frem til, hvorfra rummet udvidede sig, så ville man forudsigeligt meget let komme i den situation, at man ville finde ud af noget, som man slet ingen forklaring havde på.

Men denne fornægtelse af, at rummet var foranderligt, og ikke i al evighed havde været der i uændret form, blev dog overvundet. Og resultatet blev, at man undersøgte Big Bang teorien. Med det resultat, at man fandt det man frygtede. Nemlig en begyndelse, som ikke kunne forklares indenfor naturens lovmæssigheder.

Man konstaterede således, at Gud ud af intet havde skabt det mindste af det mindste, hvorfor det mindste af det mindste altid er at finde selv i det største af det største. Hvilket beviser, at alt er skabt i sammenhæng med hinanden. Hvilket vi jo i almindelighed godt ved allerede.

Videnskaben fik med deres opdagelse det problem, at de nu selv skulle til at overveje Gud eksistens, som eneste forklaring på det uforklarlige. For de havde ikke nogen anden forklaring. Og forventede heller ikke at finde en.

Uddrag fra bogen: Big Bang - Et moderne eventyr om universets fødsel og udvikling, af George Smoot og Keay Davidson (Forlag: HAASE)

Citat:

”Gå nu endnu længere tilbage, før skabelsesøjeblikket - hvad så? Hvad var der før Big Bang? Hvad var der, før tiden begyndte? Over for dette endelige spørgsmål svigter vores tro på videnskabens evne til at finde forklaringer på naturen. Eksistensen af en singularitet - i dette tilfælde den givne unikke tilstand, hvorfra universet dukkede frem - er bandlyst i videnskaben, fordi den unddrager sig forklaring. Der kan ikke være noget svar på hvorfor en sådan tilstand har eksisteret. Er det så her, at den videnskabelige forklaring holder op og Gud overtager, skaberen af denne singularitet, den oprindelige enkelthed? I sin bog God and the Astronomers beskrives astrofysikeren Robert Jastrow dette perspektiv som videnskabsmandens mareridt:

"Han har besteget uvidenhedens bjerg, han vil snart stå på den højeste tinde, og idet han slæber sig over den sidste sten, bydes han velkommen af en flok teologer, som har siddet der i århundreder”.

Citat slut


Så på den måde er Gud mere bevist, end han er modbevist.

Men mennesket står stadig tilbage med det ikke uvæsentlige problem, nemlig hvorledes støvet blev omformet til liv. Da livet opstod efterfølgende altings begyndelse, burde det i princippet kunne forklares ud fra de nu eksisterende lovmæssigheder.

Spørgsmålet er nu, hvorfor Gud ikke vil, at mennesket skal have vished om hans eksistens. Men kun tillader mennesket at konstatere, at der er mere der taler for Guds eksistens, end der er noget, der taler imod eksistensen af denne guddommelige skaberkraft. Nærliggende af den grund, at det er Guds vilje, at vi selv skal nå frem til denne erkendelse.

Da vi som nævnt er afgrænset i det vi kan forstå, da skal det, som skal forstås, nemlig Guds eksistens, findes indenfor den afgrænsning, som vi er tilladt at forstå tingene indenfor.

Nemlig naturens lovmæssigheder.

Fra de tidligste mennesker, har mennesket haft Gud med i dets tænkning, som forklaringsmodel. Noget større end mennesket måtte stå bag skaberværket, og alt det, som skaberværket er indeholdende. Tankevækkende er det, at videnskaben den dag i dag, nu selv må erkende, at denne forklaring påviseligt ikke er grebet ud af den tomme luften. For de har nu selv denne forklaringsmodel i tankerne, som også de tidligste mennesker havde det.

Men der er mange ufravigelige naturlovmæssigheder, hvor de fysiske og biologiske er de letteste af begribe. Hvorimod de psykologiske lovmæssigheder er meget vanskeligere at håndtere, idet de kommer så usigeligt tæt på én selv.

Interessen for det psykologiske tog ikke udgangspunkt i at forstå det normale, men derimod med det sigte at forstå det anormale, som var blevet så iøjnefaldende, at det krævede en forklaring.

Næsten samtidig med hinanden afstedkom Darwin teorien om arternes oprindelse, og Freud på sin side teorien om den menneskelige psykologi. Således beskrev de to forskere uafhængig af hinanden henholdsvis menneskeaben og abemennesket, dog uden at sammenholde disse opdagelser som værende noget, der var sammenfaldende med hinanden.

Grunden kan meget vel have været den religiøse forventning om, at mennesket var blevet skabt særskilt ophøjet, og dermed uden sammenhæng med alle de øvrige arter. Hvorved mennesket, som logisk konsekvens, så også ville være skabt uden sammenhæng med naturens lovmæssigheder. Hvilket påviseligt slet ikke er tilfældet. Tankevækkende er det da også, at mennesket den dag i dag fortsat agerer, som var de uden sammenhæng med de naturlovmæssigheder, som de på den anden side fuldt ud erkender, er gældende for resten af skaberværket.

Religionerne, og her ikke mindst kristendommen, er med deres tro på, at mennesket er særligt ophøjet det naturlige, idet Gud skulle have skabte dem for deres egen skyld, derved meget medvirkende til, at udviklingen i verden er blevet så altødelæggende, som tilfældet er.

Men hvor kristendommen gik i narcissistisk selvsving, og nu forguder mennesket, højere end Gud, da er islam konsekvent tilbedende den ene Gud, og nok så væsentligt, også Guds vilje!

 

Det sidste er meget væsentligt, for derved er viljen til at forstå Guds vilje også det væsentligste at forstå. Og da Guds vilje er udtryk for naturens lovmæssigheder, da er det grunden til, at muslimerne i almindelighed, og fundamentalisterne i særdeleshed, har let til at forstå de freudiansk-darwinistiske sammenhænge. Som de godt nok ikke anerkender, men som de trods det alligevel efterlever. Men også grunden til, at de kristne har så svært ved at forstå Guds vilje, og dermed også naturens lovmæssigheder.

Da Gud ikke har givet mennesket andre ledetråde at forstå hans vilje ud fra, end naturens naturlighed, da er islam dén af de store og betydningsfulde religioner, som i udvist adfærd har tolket naturens love rigtig, og mangler så blot at erkende, at alt Gud skabte, er skabt i sammenhæng med hinanden. Herunder også mennesket.

En erkendelse som er svær. Men til gengæld er det også en erkendelse, som vil gøre islam til denne verdens eneste religion.

For ingen vil kunne modargumentere en religion, der konsekvent er erkendende den hele sammenhæng, og derved har nøglen til den hele forståelse af Guds vilje med mennesket og det hele skaberværk. For der findes ikke noget modargument. Men kun en erkendelse af, at vi alle er underlagt Guds vilje, som ikke kan afbøjes, som ikke kan forhandles. Men som entydigt er dikterende en meget smal sti, som skal følges fra slægtled til slægtled til Dommens Dag!

Således kommer den ugudelige, vantro verden til at erkende deres ugudelighed, deres selvbedrag og deres altødelæggende adfærd og det i en sådan grad, at de både vil indse den, erkende den og opgive den. For de vil i erkendelse af sammenhængene i hobetal underkastesig islams fortolkning af Gud. Og de, som ikke evner det, vil blive afviklet denne verden ifølge den fatwa, som Gud har indlagt i de evolutionære lovmæssigheder.

Guds vilje med det han skabte, og som mennesket selv skal kunne udlede af naturens love, for derved at komme i overensstemmelse med Guds vilje, står indskrevet i både biblen og koranen i fortællingerne om Edens Have.
 



Gud skabte således mennesket i balance med skaberværket, og de skal være i balance med skaberværket på Dommens Dag. For kun derved har mennesket bevist, at de har forstået den Gud, som ikke lader sig bevise, som ikke kan modbevises, men som er at finde i alt vi kender, og som derfor skal udledes Sin vilje af den naturlighed, der omgiver os.

Denne prøvelse er indeholdt i koranens beskrivelse af Edens Have ved angivelsen af blot et træ, der symboliserer prøvelsen, men er i biblen mere uddybende beskrevet, idet træet her beskrives som Kundskabets Træ på godt og ondt.

Måske for at gøre det lettere for de kristne at fortolke det faktum, at mennesket med dets bevidsthed ville kunne forandre dets levevilkår meget hurtigere, end dets psykisk vil kunne omstille sig til. For da mennesket er kommet af natur, da er dets psyke mekanismer underlagt de meget langsomme evolutionære lovmæssigheder, men det er hjernens opfindsomhed ikke. Hvorfor denne disharmoni vil blive mennesket dets største prøvelse.

Denne prøvelse har Islams fundamentalistiske muslimer bestået,

men det har kristendommens kristne til gengæld slet ikke.