Nu er jeg ikke kristen teolog, eller lærd i islam i traditionel forstand. For det forudsætter som minimum, at jeg har læst de hellige bøger, som de to religioner er repræsenterende. Da dette ikke er tilfældet, og jeg alligevel vover at involvere mig i så tunge emner, som netop de religiøse forhold må siges at være, da skyldes dette vovemod, at Gud også har signaleret sin vilje i den natur, som han skabte forinden mennesket så dagens lys.
Af Bjørn Holmskjold
De forskellige religioner har naturligvis bestræbt sig på at udlede Guds vilje så godt de kunne. Og dog er de mange retninger understregende, at der i fortolkningen af Gud også gør sig en menneskelig faktor gældende. Hvorfor ellers de mange fortolkninger af den samme Gud?
Måske netop derfor har Gud forudseende den menneskelige faktor indlagt sin vilje i naturens lovmæssigheder. Hvorfor en fortolkning af Gud altid skal være i overensstemmelse med den naturlighed, som skaberværket er bundet sammen af. En fortolkning af Gud, der er i modstrid med de af Gud skabte naturlovmæssigheder, vil derfor altid være en fejlfortolkning af Gud vilje. Således kan Gud ikke have sagt, at man skal elske sin næste, som man elsker sig selv. For han har måske ikke selv skabt det psykiske system på en sådan måde, at dersom man ikke efterlever Guds vilje, da mister man evnen til ikke blot at elske andre, men også sig selv?
Naturens love er derfor også Guds vilje!
Derved opstår der den forunderlighed, at naturvidenskaben, som ikke i almindelighed anerkender en Gud, alligevel til fulde anerkender alle hans naturlovmæssigheder til mindste detalje. Hvor religionerne på deres side erkender Gud. Blot ikke alle hans naturlovmæssigheder. Hvorved de gør det fuldendte ufuldendt.
Min forståelse af Gud, som jeg tror på, sker alene ved at fortolke den natur og de naturlovmæssigheder, som binder det fuldkomne skaberværk sammen på alle leder og kanter. For at kunne det, så må man nødvendigvis erkende den hele sammenhæng, som er kendetegnende skaberværket.
Således skabte Gud ud af ingenting, det mindste af det mindste. Hvorfor det mindste af det mindste altid vil være at finde i det største det største. Da alt Gud skabte, er sammenhængende, da er ej heller mennesket skabt uden naturlig sammenhæng med helheden. Netop derfor lod Gud også mennesket udvikle sig af de sammenhænge, som forinden havde skabt primaterne. Mennesket er derfor en naturlig del af helheden. For kun derved bliver skabelsen fuldendt.
"Edens Have", som omtales i 1. Mosebog, er derfor det østlige Afrika, for så vidt, at alle undersøgelser udpeger netop dette sted, som værende stedet, hvor mennesket så dagens lys i konsekvens af evolutionen. Gud lod her mennesket blive bevidst om dets egen eksistens. Det blev de bestemt også. For der gik ikke længe før den menneskelige faktor gjorde sig gældende, hos disse tidlige mennesker. Der i modsætning til de nu så primitive dyr, kunne ophøje sig selv til noget ganske særligt, hvorom alting handlede. For Gud måtte naturligvis i deres begrebsverden have skabt mennesket for dets egen skyld, eftersom de var så meget klogere end dyrene.
Med bevidstheden, og dermed angsten om egen dødelighed, udviklede menneskets psykologi sig langt mere kompliceret, end hos noget andet væsen på jorden. Men de fik ikke en ny psykologi, men forblev at have den samme, som før de blev bevidste. Det forklarer, hvorfor menneskets adfærd og kommunikation for størstedelen forsat sker ved hjælp af ubevidste, nonverbale kropssignaleringer. Et af mange bevise på, at mennesket har dybe biologiske rødder i det naturlige.
Men den bevidsthed, som Gud lod mennesket udvikle, var ikke uproblematisk. For med de færdigheder, som mennesket med deres hjerne nu ville kunne udvikle, da ville der helt forudsigeligt på sigt opstå alvorlige problemer. For med evnen til tænkning ville mennesket kunne forandre levevilkårene mange gange hurtigere, end dets psyke ville kunne tilpasse sig. For mennesket havde jo kun dets urgamle, og derfor meget lidt omstillingsparate psykiske struktur at gøre godt med. Dette set i sammenhold med, at mennesket biologisk heller ikke havde udviklet en evne til at beherske sin medfødte trang til at ville udvikle, og derfor ikke besad evnen til at begrænse sig, da ville en selvskabte dommedag, vurderet allerede på dette tidlige tidspunkt af menneskets udvikling, blive en helt forudsigelig konsekvens af udviklingen.
Gud har derfor ikke overraskende allerede på dette tidlige tidspunkt i Edens Have fundet det nødvendigt at understrege menneskets særlige ansvar for naturen, samt advare dem om de mange begrænsninger og trusler, som skaberværket, med sine lovmæssigheder, er indeholdende. Han understregede derfor i særlig grad, for han kendte til psykologien, at netop kundskaber ville føre til en visselig død. Edens Have var på den måde stedet, hvor Gud bad mennesket pålægge sig selv de nødvendige begrænsninger. For kun derved kunne de agere hensynsfuld og ansvarlig i forhold til skaberværket. Herefter var det så op til mennesket at forstå at begrænse sig i overensstemmelse med Guds vejledning.
Ifølge 1 Mosebog, vers 15, står således skrevet: "Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den". Samt ligeledes vers 17: "Kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
Mennesket fik således af Gud et påbud om selvkontrol. Lod man hån om dette påbud, da ville man visselig dø. For Gud vil da se menneskets handlinger som utilgivelige! Men netop på grund af de kristnes higen efter mere viden om alting, da forstår de i dag, hvilket bekræfter Guds forudsigelse, i virkeligheden mindre og mindre af det hele. Samfundsudviklingen sker da også, hvad enhver burde kunne se, uden nogen form for helhedsforståelse. Mennesket fik bevidstheden, og dermed evnen til at tænke sig om. Men de agerer det til trods mere ubegavet end de primater, som de kom af! Hvorfor disse afvigende vantro naturligvis visselig skal dø. For de er, trods al deres viden, jo tydeligvis destruktive i alt de gør. De mennesker, som skal dø i overensstemmelse med den kristne tolkning, som her understøttes af naturens lovmæssigheder, er de kristne selv. For ikke mindst de har ikke evnet at tolke meningen med Edens Have, eller de advarsler, som Gud gav dem.
Helt anderledes klogt tolker muslimerne Gud. Deres fortolkning af Edens Have kaldes "Sharia". Her tillades menneskene netop ikke at handle ubegrænset. For de underlægges, helt i overensstemmelse med Guds vilje og ønske, et adfærdsregulerende samfundssystem. Et samfundssystem, som må siges at være byggende på en så dyb forståelse af naturens lovmæssigheder, at islam reelt har forstået, at Gud skabte tingene i sammenhæng. For man skal nemlig forstå naturlovmæssighederne i sammenhæng, før man til fulde kan forstå de psykiske lovmæssigheder, som er kontrollerende den menneskelige adfærd. På den måde rummer og respekterer islam den fulde forståelse af det Gud sagde. Og det på trods af, at også islam fremhæver mennesket som ophøjet.
Dét menneske, eller dét samfund, som ikke forstår Guds advarsel, men tror sig selv overmægtig nok til at kunne selv, og derfor har vendt Gud, og dermed helheden ryggen, vil visselig dø. Det bliver også konsekvensen, dersom Guds vilje alene udledes af naturens lovmæssigheder. For de vantro vil med deres storhedsvanvid få naturens lovmæssigheder imod sig. Og her ikke mindst de psykologiske! Men hvad er det egentlig, som afgrænser Edens Have? Og hvilke konsekvenser får det, dersom man overskrider denne grænse?
Det som afgrænser Edens Have, med det udenfor, er mor-barn forholdet, og de biologiske og psykologiske faktorer, som her gør sig gældende!
For på grund af den urgamle psykiske struktur, der i det væsentligste er forblevet den samme siden naturtilstanden, da er der netop ikke frit slag for at gøre, som man har lyst til. Dels på grund af menneskets manglende evne til at begrænse sig. Men især fordi mor-barn forholdet sætter en meget afgørende begrænsning for den menneskelige udfoldelse. Og danne på måde afgrænsningen mellem Edens Have, og det som ligger udenfor.
Betinger mennesket sig en udvikling der gør, at en mor ikke kan give sit barn den naturlige opvækst, som barnet ubevist, men konsekvent psykisk forventer at modtage, da skades barnet psykisk på en sådan måde, at det ubevidst ændrer adfærd væk fra det naturlige. Et barn, der psykisk skades i opvæksten, skades livsvarigt. Den sociale arv, der før fastholdte den naturlige adfærd, bliver nu en alvorlig trussel mod menneskets psykiske sundhed, idet de psykiske afvigelser nu videresendes til den efterfølgende generation, og så fremdeles. Der er således ikke noget forunderligt ved, at den kristne verden som helhed i dag agerer psykisk sygt og uansvarlig til det ekstreme. Det blev nemlig en forudselig konsekvens fra det øjeblik, da mennesket i Edens Have vendte Gud ryggen, og lod hån om hans advarsler.
Der er derfor ikke noget at sige til, at man i den kristne verden ikke forstår meningen med de adfærdsmæssige begrænsninger, som islams sharia er indeholdende. Men de forstår jo heller ikke deres egne børn længere! Hvorledes skulle de kristne så kunne forstå en religion, der netop kendetegnes ved at forstår Gud og den naturlighed, som helheden sammenhængende er indeholdende?
De kristne er på den måde blevet en stadig større trussel mod den helhed, som Gud skabte mennesket, og dermed også en trussel mod de, som har forstået at tolke Guds vilje rigtig.
Om muslimerne så tillader de kristne at udrydde det Gud skabte, og som han påbød mennesket at tage ansvar for, bliver måske den væsentligste prøvelse, som Gud stiller muslimerne overfor. For sikkert er det, at ansvaret for skaberværket på alle måder nu alene ligger i muslimernes hænder. Naturens lovmæssigheder er nemlig signalerende, at der hér skal drages en meget konsekvent beslutning. For der gør sig nemlig, på grund af de kristnes psykiske forfald, og i konsekvens heraf deres destruktive adfærd, kun to muligheder gældende. Nemlig dén, hvor mennesket vil betinger sig selv en utilgivelig dommedag. Utilgivelig, da det jo ikke er dén Dommens Dag, som Gud har bestemt mennesket. Eller dén mulighed, hvor muslimerne i fuld overensstemmelse med Guds vilje påtager sig det påbudte ansvar for skaberværket, og lader sharia blive gældende for hele menneskeheden.
Om dette så som naturlig konsekvens vil betinge de vantro kristne en visselig død, da vil også det være i overensstemmelse med både Guds advarsel, naturens lovmæssigheder og de kristnes egen fortolkning!
