Nu er det kendetegnende de såkaldte "Fremtidsforskere", at de forsøger at spå om fremtiden uden at forstå fortiden. Og med fortiden mener jeg helt tilbage den tid, hvor mennesket så at sige klatrede ned af træerne for nu at udvikle slægtsledet Homo sapiens.
Hvorfor "Fremtidsforskeren" allerede der kommer i den situation, at deres forudsigelser bliver uden mening. Helt samme problemstilling har psykologerne. Hvorfor deres forståelse af psykologien ligeledes bliver uden mening. Hvorfor hele samfundsindretning bliver en utopi, der er uden mening.
På den måde har vi i dag, år 2014, en forståelse af virkeligheden, der er helt sammenfaldende med biblens skabelsesberetning. Hvor Gud først skabte naturen, og derefter dyrene. Der levede i overensstemmelse med naturens love. For så at skabe mennesket uden naturlig sammenhæng med naturen. Ophøjet, og for dets egen skyld.
Det er grunden til man ikke forstår mennesket i dag, år 2014!
Børnene er derfor væsner, som man bare kan tonse rundt med uden hensyn til at børnene er... abeunger!
Behandlede man abeungerne på den måde i en Zoologisk Have. Så ville den omgående få en dyreværnssag på halsen. Hvorefter personalet ville få forbud mod af have med dyr at gøre.
Samfundsindretningen bliver på den måde en organiseret omgang børnemishandling. Hvor varetagelsen af barnets tarv er i by i Nord Korea....!
Men da hverken forskerne eller psykologerne forstår noget af det hele, så er børnene prisgivet den udbredte uforstand, som samfundet bygger på. Nemlig den, at Gud skabte mennesket ophøjet naturens love. Hvorfor de ikke behøver at begribe de psykologiske og biologiske love som noget, der vedrører dem i deres gøren og laden.
Men i biblen er det dog forudset, at mennesket er et uforstandigt og enfoldigt individ. Der tror sig tænkende. Og derfor i dets storhedsvanvid vil se sig selv som intelligent. Hvorfor de ikke vil begribe, at de reelt er håbløs ubegavet.
Derfor står der i biblen skrevet:
1. Mosebog, vers 17: "Kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
Se på verden af i dag, og der er ikke den mindste tvivl om, at denne forudsigelse er en kendsgerning. Mennesket er med deres storhedsvanvid ved at begå kollektivt selvmord i lutter uforstand. Og det til trods for alle deres kundskaber!
Mennesket er således mindre begavet i dag, end de tidligste mennesker. Der hverken kunne læse, regne eller skrive...!
Mennesket fik således af Gud et påbud om selvkontrol. Lod man hån om dette påbud, da ville man visselig dø. For Gud vil da se menneskets handlinger som utilgivelige! Men netop på grund af de kristnes higen efter mere viden om alting, da forstår de i dag, hvilket bekræfter Guds forudsigelse, i virkeligheden mindre og mindre af det hele. Samfundsudviklingen sker da også, hvad enhver burde kunne se, uden nogen form for helhedsforståelse. Mennesket fik bevidstheden, og dermed evnen til at tænke sig om. Men de agerer det til trods mere ubegavet end de primater, som de kom af! Hvorfor disse afvigende vantro naturligvis visselig skal dø. For de er, trods al deres viden, jo tydeligvis destruktive i alt de gør. De mennesker, som skal dø i overensstemmelse med den kristne tolkning, som her understøttes af naturens lovmæssigheder, er de kristne selv. For ikke mindst de har ikke evnet at tolke meningen med Edens Have, eller de advarsler, som Gud gav dem.
Helt anderledes klogt tolker muslimerne Gud. Deres fortolkning af Edens Have kaldes "Sharia". Her tillades menneskene netop ikke at handle ubegrænset. For de underlægges, helt i overensstemmelse med Guds vilje og ønske, et adfærdsregulerende samfundssystem. Et samfundssystem, som må siges at være byggende på en så dyb forståelse af naturens lovmæssigheder, at islam reelt har forstået, at Gud skabte tingene i sammenhæng. For man skal nemlig forstå naturlovmæssighederne i sammenhæng, før man til fulde kan forstå de psykiske lovmæssigheder, som er kontrollerende den menneskelige adfærd. På den måde rummer og respekterer islam den fulde forståelse af det Gud sagde. Og det på trods af, at også islam fremhæver mennesket som ophøjet.
Dét menneske, eller dét samfund, der ikke forstår Guds advarsel, men tror sig selv overmægtig nok til at kunne selv, og derfor har vendt Gud, og dermed helheden ryggen, vil visselig dø. Det bliver også konsekvensen, dersom Guds vilje alene udledes af naturens lovmæssigheder. For de vantro vil med deres storhedsvanvid få naturens lovmæssigheder imod sig. Og her ikke mindst de psykologiske! Men hvad er det egentlig, som afgrænser Edens Have? Og hvilke konsekvenser får det, dersom man overskrider denne grænse?
Det, som afgrænser Edens Have, med det udenfor, er mor-barn forholdet, og de biologiske og psykologiske faktorer, som her gør sig gældende!
For på grund af den urgamle psykiske struktur, der i det væsentligste er forblevet den samme siden naturtilstanden, da er der netop ikke frit slag for at gøre, som man har lyst til. Dels på grund af menneskets manglende evne til at begrænse sig. Men især fordi mor-barn forholdet sætter en meget afgørende begrænsning for den menneskelige udfoldelse. Og danne på måde afgrænsningen mellem Edens Have, og det som ligger udenfor.
Betinger mennesket sig en udvikling der gør, at en mor ikke kan give sit barn den naturlige opvækst, som barnet ubevist, men konsekvent psykisk forventer at modtage, da skades barnet psykisk på en sådan måde, at det ubevidst ændrer adfærd væk fra det naturlige. Et barn, der psykisk skades i opvæksten, skades livsvarigt. Den sociale arv, der før fastholdte den naturlige adfærd, bliver nu en alvorlig trussel mod menneskets psykiske sundhed, idet de psykiske afvigelser nu videresendes til den efterfølgende generation, og så fremdeles. Der er således ikke noget forunderligt ved, at den kristne verden som helhed i dag agerer psykisk sygt og uansvarlig til det ekstreme. Det blev nemlig en forudselig konsekvens fra det øjeblik, da mennesket i Edens Have vendte Gud ryggen, og lod hån om hans advarsler.
Der er derfor ikke noget at sige til, at man i den kristne verden ikke forstår meningen med de adfærdsmæssige begrænsninger, som islams sharia er indeholdende. Men de forstår jo heller ikke deres egne børn længere! Hvorledes skulle de kristne så kunne forstå en religion, der netop kendetegnes ved at forstår Gud og den naturlighed, som helheden sammenhængende er indeholdende?
De kristne er på den måde blevet en stadig større trussel mod den helhed, som Gud skabte mennesket, og dermed også en trussel mod de, som har forstået at tolke Guds vilje rigtig.
Om muslimerne så tillader de kristne at udrydde det Gud skabte, og som han påbød mennesket at tage ansvar for, bliver måske den væsentligste prøvelse, som Gud stiller muslimerne overfor. For sikkert er det, at ansvaret for skaberværket på alle måder nu alene ligger i muslimernes hænder. Naturens lovmæssigheder er nemlig signalerende, at der hér skal drages en meget konsekvent beslutning. For der gør sig nemlig, på grund af de kristnes psykiske forfald, og i konsekvens heraf deres destruktive adfærd, kun to muligheder gældende. Nemlig dén, hvor mennesket vil betinger sig selv en utilgivelig dommedag. Utilgivelig, da det jo ikke er dén Dommens Dag, som Gud har bestemt mennesket. Eller dén mulighed, hvor muslimerne i fuld overensstemmelse med Guds vilje påtager sig det påbudte ansvar for skaberværket, og lader sharia blive gældende for hele menneskeheden.
Om dette så som naturlig konsekvens vil betinge de vantro kristne en visselig død, da vil også det være i overensstemmelse med både Guds advarsel, naturens lovmæssigheder
og de kristnes egen fortolkning!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar