Det sidste kapitel

Skrevet for 25 år siden

Når Fredningsstyrelsen i bogen ”Status over den danske plante- og dyreverden” finder anledning til også at medtage grøftekanterne som værende af ikke ubetydelig interesse som ”naturområder” for den vilde flora og fauna, så er det blot endnu en tilkendegivelse af, at menneskenes ældgamle kamp mod de før så overvældende naturkræfter nu langt om længe er ved at være vundet. Naturen ligger i dag så at sige døende for vore fødder, i en sådan grad, at man i dag må medregne de sidste grønne strimler langs vejene, for derved at sikre naturens vilde dyr, fugle og planter steder, hvor de kan overleve!

Først nu i ellevte time er vi mennesker måske ved at forstå, at vi i kampens hede måske også har dolket os selv i ryggen. At vi mennesker som art i ét og alt er afhængig af naturen og dens vilde dyre-, fugle- og planteliv.

Nok er Skivholme og Skovby kun en lille del af dette langt større naturproblem. Men ”udviklingen” her, som så mange andre steder i øvrigt, understreger blot de afstedkomne naturødelæggelser og den udtalte mangel på forståelse for de økologiske sammenhænge i naturen. Måske har vi indtil i dag kunnet undskylde os med, at vi ikke vidste bedre, at grådigheden fratog os evnen til at tænke klart. Blot kan vi ikke længere bruge disse undskyldninger. For i dag ved vi, hvorhen vinden blæser, og hvilke udsigter vi har at se frem til! Faktisk synes nutidens mennesker på mange måder at være langt ringere stillet med hensyn til at kunne overleve, end det var tilfældet for oldtiden, ja, sågar urtidens mennesker. Dengang sloges man i det mindste med en natur i balance, mens vi i dag må slås med en natur, hvis økologiske grundlag efter alt at dømme er ved at skride menneskene af hænde!

Naturens tilstand i dag er bestemt af de dispositioner, som blev draget for år tilbage, hvorimod naturens tilstand i morgen er betinget af de dispositioner, som vi drager i dag. Vi står faktisk i dag, groft sagt, med valget mellem at kunne skrive det sidste kapitel om menneskehedens historie eller at kunne skrive en helt ny bog om et menneskesamfund i balance med omgivelserne. Et valg, vi alle har stor del i. Også vi, der i dag bor og levet i Skivholme og Skovby sogne!

Bjørn Holmskjold

Medl. af bestyrelsen

Dansk Ornitologisk Forening

Lokalafd. for Århus amt.

Skivholme og Skovby sognes historie fra oldtid til nutid

Jens Kongsted Lampe

Forlaget Chronos Århus

1987

Bekæmp kapitalismen med alle midler

Klimakommissær Connie Hedegaard var i Clement Søndag (DR1 5.2.2012) mellem linierne røbende, at det politiske system var så himmelråbende langsomt reagerende i forhold til klimaændringerne, at vi ikke blot får en temperaturstigning på 2 grader, men en fortsat stigende temperatur op mod de 6 grader, som minimum. Hun sagde det ikke direkte, men det blev alligevel signaleret.

Hun mente ikke, at der var andre muligheder, end den politiske. Det er så ikke rigtigt.

Der er jo ingen tvivl om, at det kapitalistiske system er kilden til, at vi nu er ved at begå kollektivt selvmord. Da problemer skal stoppes ved kilden, da skal vi naturligvis angribe problemerne, ved at angribe det kapitalistiske system.

Kapitalismen skal med andre ord betragtes, som det den er, nemlig en regulær terrorvirksomhed, som påviseligt er en altødelæggende trussel mod menneskeheden og helheden.

Det letter forståelsen af tingene, dersom man kalder tingene ved rette navn!

Vi ikke blot må, for det forventes rent faktisk af os, at vi i verdenssamfundenes interesse forsvarer miljøet ubegrænset, og med alle til rådighedstående midler.

Sagen er jo den, at en meget stor del af verdens befolkning i forvejen er meget lidt informeret om ret meget andet, end blot dagen og vejen. Hvorimod størstedelen af dem, som burde være informeret, og derfor burde kunne begribe tingene i de større sammenhænge, alene bruger deres ”intellekt” til at berige sig selv, så de kan forbruge endnu mere, end i dag. Hvorfor de bestemt ikke ønsker, at der skal ske ændringer af nogen art, som kan true deres økonomiske interesser, og dét, som de mener kun er et yderst rimeligt forbrug (der omregnet til et globalt ressourceforbrug svarer til tre jordkloder). Tilbage er der ganske få, som også er informeret, men som ikke tænker kortsigtet, men tænker langsigtet på helheden og fremtiden.

De få vil da være op imod de mange!

De mindst begavede af de mest oplyste tror naivt, at dette problem kan klares indenfor demokratiet. Hvor jo netop de fleste af vælgerne end ikke tænker på fremtiden. Derfor siger det sig selv, at den demokratiske vej ikke er farbar – i traditionel forstand. For der vil, p.gr.a. egocentrismen, hverken være et vælger-flertal, endsige nogen interesse for en ændring. Derimod har de tusindtallige gode undskyldninger for ikke at gøre noget… Før den dag, hvor det kan gøres uden at skade det hellige privatforbrug. Desuden findes det politiske parti ikke, som har en helhedspolitik, der disponerer med en opbremsning, eller noget andet alternativ til det accelererende overforbrug.

Det er derfor det bliver en krig at overleve!

Ifølge den vestlige tænkning er det derimod velkendt og anerkendt, at man må angribe forebyggende, dersom nogen eller noget udgør en trussel mod verdenssamfundet. Bush-doktrinen kaldes dette princip, som de demokratiske lande mere eller mindre accepterer, som værende en fuldgyldig og nødvendig politik. Danmark er bl.a. på den baggrund en aktiv del af besættelsesmagten i Irak og Afghanistan.

Det er derfor helt legitimt at angribe dén eller de, som man blot antydningsvis mener udgøre en trussel mod verdenssamfundene. Ifølge Bush-doktrinen forudsætter doktrinen ikke et demokratisk flertal, forinden man kan angribe dén eller dem, som man vurderer, som værende en trussel mod verdenssamfundene. Man kalder blot sine handlinger: ”Krigen mod terror”.

Udgør en politik eller en aktivitet en trussel mod det miljø, som jo er en forudsætning for verdenssamfundets overlevelse, da er det en politik eller aktivitet, som omfattes af Bush-doktrinen. En politik eller en aktivitet, som betinger sådanne trusler er derfor helt legitime mål for forebyggende angreb. For dén eller de, som afstedkommer sådanne trusler, er, igen helt i overensstemmelse med Bush-doktrinen, at betragte som terrorister!

Bidrager man, f.eks. på grund af fanatiske økonomiske interesser, til at ødelægge miljøet, som er en forudsætning for verdenssamfundenes overlevelse, da er dén eller de naturligvis at betragte som øko-terrorister, og som sådan en reel trussel, der skal bekæmpes!

Bush-doktrinen åbner dog mulighed for at vælge side. Princippet er her, at enten er man med, eller også er man imod. Derfor må det enkelte menneske træffe et valg. De, som herefter er imod, er efterfølgende at betragte som øko-terrorister.

Det bliver på den måde en nødvendig krig mod øko-terroristerne, om verdenssamfundene da skal overleve. Men det positive er, at denne krig kan holdes indenfor de principper, som er almindeligt accepteret i et civiliseret samfund.

Hvilket jo må siges at være et godt udgangspunkt!

På spørgsmålet om, hvad vi kan gøre for at modvirke den omfattende nedbrydning af miljøet, må svaret naturligvis blive, at vi ikke blot må, for det forventes rent faktisk af os, at vi i verdenssamfundenes interesse forsvarer miljøet ubegrænset, og med alle til rådighedstående midler. Hvilket er normal praksis, og helt i overensstemmelse med Bush-doktrinen.

Man behøver blot at understrege sine handlinger med, at de udvirkes i overensstemmelse med de gældende principper i henhold til ”Krigen mod terror”, og at de, som sådan, alene er til fordel for helhedens og menneskehedens overlevelse.

Det pædofile samfund

Begrebet: pædofili, er som begrebet: psykopati, begreber der fyger rundt i lufter, i øst og vest, som man nu tror nok, det passer sig bedst.

Pædofili er, skal man huske, et psykiatrisk begreb, der forudsætter tilstedeværelsen af en mere eller mindre udtalt infantil personlighedsforstyrrelse. Det betyder, at den voksne mand eller kvinde i dele af sin personlighedsstruktur vedblivende er alderssvarende et barns psykiske og forståelsesmæssige udviklingstrin. Infantiliteten gør, at den voksne mand eller kvinde, som det naturligste i verden, kommunikerer, herunder nonverbalt, alderssvarende med barnet, trods aldersforskellen. Da den voksne mand eller kvinde ikke er sig sin ubevidste infantilitet bevidst, da vil overgrebene, på grund af den ubevidste virkelighedsforvridning, ske, uanset love og regler, social status, indtægt, uddannelse, bosted med videre. Risikoen stiger og falder naturligvis proportionalt med den iboende evne til selvbeherskelse.

Manden er fra naturens side udstyret med en umættelig driftsside, der er så stærk, at den kan omforme enhver realistisk fornuft til sin egen modsætning. Det sker så tit, at undtagelser kan forekomme. At det ikke sker hyppigere, end tilfældet er, skyldes samfundsindretningen, den fremherskende kultur, og dermed opvækstmiljøet. Der hvor samfundsstrukturen, og dermed opvækstmiljøet, krakelerer helt eller delvis, vil man opleve voldsomme, ukontrollerede ændringer hos mandens bevidsthed, der nu ikke længere påtvinges samme kontrol over driftssiden. Konsekvensen ses eksempelvis i Sydafrika og Congo, hvor mændene hensynsløst voldtager kvinder og børn i meget stort tal. Her vil anvendelsen af begrebet ”pædofili”, være helt uden mening.

Kun toppen af isbjerget

For at forstå toppen af isbjerget, må man derfor se på, hvad der gemmer sig under overfladen. Med andre ord, må man forstå sit samfund i dybden. For samfundsindretningen vil altid være årsagen til, at der sker generelle adfærdsændringer. Det er jo her de psykologiske begreber: Arv (den sociale arv) og Miljø (det omgivende samfund), gør sig gældende i forhold til den fremherskende personlighedsdannelse, der efterfølgende vil gøre sig gældende, som en normalitet i samfundet.

I den vestlige verden generelt, og med Danmark i førertrøjen, er der i dag ikke meget, der sker i overensstemmelse med de psykologiske love. Om man da lige ser bort fra de psykologiske lovmæssigheder, der falder inden under de diagnoser, der er beskrivende de psykiske afvigelser fra den oprindelige normalitet, som var menneskets udgangspunkt. Det mest iøjnefaldende i dagens Danmark er netop udbredelsen af infantile, personlighedsforstyrrede mennesker. Voksne, med en stadig mere barnlig forståelse af virkeligheden. Man behøver så at sige blot tænde for fjernsynet, hvor udsendelsernes mange barnlige, og på anden måde psykisk afvigende voksne, vil være understregende problemets omfang.

Lige børn leger bedst

Det man ikke er opmærksom på er samfundspsykologien, der kun adskiller sig fra familiepsykologien i antallet af involverede. I pardannelsen søger man ubevidst en partner, der har samme psykiske kombination, som en selv. Den infantile søger derfor en infantil partner, hvorefter de som par uvægerligt vil giver barnet en opvækst, der er præget af forældrenes umodne tilgang til virkeligheden. Hvorfor barnet arver forældrenes infantile problemstillinger. Som det så giver videre til sine børn. Det er på den måde den sociale arv arbejder.

Når mange nok, har det på samme måde, da gør der sig en samfundsnormalitet gældende. For normaliteten er altid kendetegnet ved den gennemsnitlige psykiske tilstand, i en given befolkningsgruppe, på et givet tidspunkt. I Danmark stiger andelen af infantile, som en konsekvens af samfundsindretningen, eksplosivt. Og vil indenfor de næste 30 år være fuldbyrdende et gennemført narcissistisk samfund, hvor den infantile personlighedsforstyrrelse vil være kendetegnende borgerne i almindelighed.

Samfundsopløsningen

Derved får forældrene og deres børn en stadig mere udtalt narcissistisk barnlighed tilfælles, og det naturligvis med samfundets fulde accept. For nu er det jo blot en ny normalitet i rækken af tilladelige anormaliteter. Der i sagens natur ikke blot vinder indpas hos borgerne, men også hos de af borgerne valgte politikere. Der, med deres urealistiske tilgang til virkeligheden, optimistisk forventes at kunne føre samfundet videre.

Det er så de politikere, og dén af dem førte politik, som mange allerede i dag går rundt og forundre sig over.

Vil man trøstes, så kan man trøste sig med, at de pædofile problemer, som lige nu trækker overskrifter, med naturens hjælp, vil blive ophøjet fra noget anormalt, til noget helt normalt. Hvorved problemet er løst. Overskrifterne vil til den tid til gengæld være omhandlende den accelererende samfundsopløsning. Der naturligvis bliver en anden snigende konsekvens af det infantile samfund. Vi ser det jo allerede nu.

Altså de af os, der stadig evner at se det!

Kære nordmænd og unge fra Utøya

I dag er det en måned siden, at jeres natursmukke land blev ramt af en menneskelig grusomhed i skikkelse af en Anders Behring Breivik. En grusomhed, som ikke må undervurderes. Den forsvandt ikke med Anders Behring Breivik.

Han satte bare et ansigt på den.

Denne grusomhed bekæmpes ikke med alverdens kærlighed. For den ved ikke hvad kærlighed er for en størrelse. Den er følelseskold og selvoptaget, dens smil er falsk og stemmen evigt manipulerende. Den kan have alle former. Men genkendes altid på, at den er følelseskold og selvoptaget, dens smil er falsk og stemmen manipulerende.

Desuden skal psykopati udryddes med døden. Lader man den leve, da vil den opformere sig på bekostning af naturligheden. Det er et psykologisk faktum.  Her er kærligheden chanceløs.

Havde Jer altid dette for øje.

Hvad gør man ved det højreekstreme?

Et menneske, som den amerikanske Sarah Palin, der er så himmelråbende ubegavet, selvoptaget egocentrisk, er meget repræsenterende “det ekstreme højre”, og hvor lidt de egentlig forstår noget af det hele.
  

Samme enfoldighed er naturligvis også repræsenteret i mange andre lande i form af partier, der mere eller mindre stuerent rummer samme tankesæt. Fælles for dem, og i sin tid Hitler, er det forhold, at de må skabe sig et fjendebillede. For under dække af det, at kun komme i kontakt med befolkningen, og dermed det "tavse flertal". Kendetegnende er derfor, at disse partier står og falder med eksistensen af fjendebilledet. Uden et sådant, vil de intet politisk have at byde på.

For momentvis at tage et hjemligt forhold, som eksempel, har vi Dansk Folkeparti. Hvis leder, Pia Kjærsgaard, der altid, men ubevidst, smiler, når hun manipulerer rundt på virkeligheden med det sigte, at gøde fjendebilledet. Derved ligner hun uskyldigheden selv, hvilket får mange til ubevidst at tillægger hende menneskevarme følelsesniveauer.

Disse let påvirkelige mennesker har nu gjort sig modtagelige for fjendebilledet. Eksistensen af fjendebilledet er altafgørende for Dansk Folkeparti. Som det også er det for det norske Fremskridtsparti og Sverigedemokraterne. Det højreekstremes terrorangreb i Oslo, og ikke mindst den efterfølgende massakre på de mange unge på Utøya, viste højreekstremismens egentlige ansigt. Så tydeligt, at det fik fjendebilledet af muslimerne til at falme til det rene ingenting.

Dansk Folkeparti, der er moderparti til det norske Fremskridtsparti og Sverigedemokraterne, så omgående, at dets to søsterpartier, som konsekvens af den ekstreme kynisme på Utøya, begyndte at vakle med en begyndende erkendelse af, omend tøvende, at de med den ensidige dyrkelse af fjendebilledet, meget vel kun have bidraget til et had hos grupperinger på deres ekstreme højrefløj. Samme had, som udløste terrorangrebet i Oslo og massakren på Utøya.

Søren Espersen, Dansk Folkeparti, der repræsenterer partiet i Folketingets politiske ledelse, præsidiet, gjorde meget hurtigt gældende, at DF går stærkt imod vold som politisk middel. Og at det derfor ville være uanstændigt, hvis journalister eller politiske modstandere forsøger at kæde partiet sammen med den norske attentatmand Anders Breivik. Hvor Pia Kjærsgaard på sin side, med tårer i øjnene og bævende stemme udtrykte sin respekt for Norge, for på den anden side at gøre gældende, (Pia Kjærsgaard græd for Norge, JP 3/8):

"Man må ikke lægge en dæmper på sig selv. Vi må i den grad bevare vores ytringsfrihed," sagde Pia Kjærsgaard, som mente, at det ville være at gå terroristens ærinde.

Senest har både Sverigedemokraterne og det norske Fremskridtspartiet sagt, at massakren har givet anledning til selvransagelse.

Pia Kjærsgaard udtrykte forbløffelse over udmeldingen:

"Mit synspunkt er: Jo mere debat, jo mere undgår man den slags (ekstrem grupperinger, red.)."

Signalering om skærpet modangreb blev fanget af det norske Fremskridtsparti og Sverigedemokraterne, der nu veg bort fra deres begyndende selvransagelser. Det var denne vaklende hos de to søsterpartier, der fik Anders Breivik til med beundring at se op til Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Altså samme Danske Folkeparti, som nu forsøger at give indtryk af, at de bestemt ikke indvirker motiverende på det ekstreme højre, uagtet partiets årti lange dyrkelse af fjendebilledet mod muslimerne.

Kendetegnende den ekstreme højrefløj er graden af manipulering. Der igen skal kompensere for den manglende realitetssans, som blandet andet Sarah Palin i flot stil er demonstrerende, at være i akut mangel af. Den manglende realitetssans gør, at disse mennesker lever i en psykotisk forestillingsverden, præget af overvejende angstneurotiske tilstande. Hvorfor det fælles fjendebillede af samme grund bliver så altafgørende for Dansk Folkeparti og alle tilsvarende partier.

Det er grunden til, at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder agter, at ændre på deres fremmedfjendske politik eller deres hjernevaskende argumentationsform. For så kan fjendebilledet, hele partiets fundament, jo netop ikke holdes i live.

Så den norske attentatmand Anders Breivik bliver derfor ikke den sidste, der med beundring vil se op til Dansk Folkeparti.

Hvad gør det tavse flertal så?

Ja, de stemmer naturligvis helt kontra. Hvorved der viser sig en tydelig afstandtagen til det ekstreme i samfundet. Derved vil de ekstreme, med deres valg, blive særdeles meget synlige. De vil så opdage, hvor få de i virkeligheder er, endvidere vil man opdage, at intellektet i samfundet befinder sig på venstrefløjen, samt hvor svært det nu bliver for det ekstreme højre at manipulere et fjendebillede frem, som ikke bliver et selvportræt.

Så strategien er i sin enkelthed den, synliggør problemet, analysere det, for så at bekæmpe det.

Hvor svært kan det være?

Osama bin Laden rettolker islam

Osama bin Laden har med sin rettolkning af islam forstået den vantro verden i en sådan grad, at den vantro verden nu er blevet et fængsel for de vantro selv. De kan end ikke stille en kuffert fra sig på en banegård, uden at den skaber panik!

"Krigen mod Terror" har ikke mindst kostet amerikanerne tabt frihed og tabte rettigheder, mange billioner af dollars er blevet brugt på alt i forbindelse med jagten på Osama bin Laden, i stedet for på ting som genopbygning af infrastruktur og skoler eller oprettelse af en vedvarende energi-økonomi. "Krigen mod Terror" har begrundet den amerikanske støtte til diktatoriske regimer i hele den arabiske verden for at skabe "stabilitet" og støtte til kampen mod al-Qaida - endda til trods for, at disse regimer systematisk og brutalt, og det med amerikanske skatteyderes hjælp,  har krænket deres egne borgers basale rettigheder og friheder. 

Her stopper det ikke!

Den vestlige verden er indfanget i en labyrint, der ingen udgang har. De er blevet sig selv, den allerstørste trussel. De er økonomisk blevet klædt af til skindet, men er påtvunget at betale samtlige fattige lande til en rigere tilværelse, end den nuværende. For alternativet vil være at skabe et rekrutteringsgrundlag for det verdensomspændende al-Qaida.

Forøges forbruget i verden derved, bliver der ikke mad nok til de mange, der hele tiden bliver mange flere. Hvilket igen vil skabe et rekrutteringsgrundlag for det verdensomspændende al-Qaida.

Et al-Qaida, der på sin side blot behøver at bryde energistrømmene til den vestlige verden, hvor end de findes.

Osama bin Laden døde i kamp

Osama bin Laden genopstod som martyr i samme øjeblik, han i kamp mod de vantro, mistede livet. Glæden i den vestlige verden over hans død, er blot signalerende, hvilken stor angst Osama bin Laden var indgydende den vantro verden. Naivt håber de vantro nu, at det værste er overstået. Uden at forstå, at de har skudt sig selv i foden.

For enhver rettroende muslim er det respektindgydende at dø i kamp for noget, der er væsentligere og større, end én selv. Derved får Osama bin Laden, som martyr, tildelt en endnu større respekt i døden, end han opnåede i live. De vantro vil på den måde komme til at stå til regnskab overfor martyren, Osama bin Laden.

Inshallah