Anders Hougaard er lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet kan godt se, der er et problem med naturligheden i tingene.
.
.
Jens Hougaard har med skrevet flere bøger, der fra 1700-tallets slutning til 1900-tallets begyndelse kortlægger og afdækker kærlighedens og seksualitetens udvikling.Hvorfor han i sagens natur vil hæfte sig ved naturligheden dengang, og frem til i dag.
I udpluk nævner han:
- Er der noget, det moderne individ bruger tid på, er det at manifestere en identitet. At forsøge at finde sig selv i omverdenen og overbevise omverdenen – og ikke mindst sig selv – om, at det er en særlig en.
- Problemet er bare, at de rammer, vi har skabt for vores selvmanifestation, kun tilbyder et øjebliks forløsning. Så er det på den igen. Der må endnu en manifestation til.
- Hvornår denne krise indtraf, er ikke klart. Men den tog fart før de sociale mediers indtog, og den kan anskues som en kulmination på problematikker, som især efterkrigstidens eksistentialistiske tænkere beskæftigede sig med.
- Selv om valgene mellem økologisk eller konventionelt og sommerhus eller Thailand kan lyde som vigtige valg, der er afgørende for verdens fremtid og giver identitet med substans, er de det ikke. De er tidskarakteristiske valg, der indgår i det ekstremt selvmanifesterende menneskes daglige identitetsproces – en proces, der er gået i selvsving.
- Illusionen om, at valgene er vigtige og manifestationen betydningsfuld er til gengæld intakt og afspejler sig i højt besungne institutionelle tiltag.
- Men når alt kommer til alt, er de problemstillinger, valg og holdninger, vi ellers forholder os til med stor alvor blot et kaotisk væld af ligegyldigheder. De forankrer os ikke. Og vi står tilbage med en slags identitets-onani: jævnlige anstrengelser, der udmønter sig i umiddelbar forløsning uden at forplante sig.
Kronikken kan læses her…
.
.
Af alt levende på denne efterhånden ødelagte jord, da er mennesket det eneste af alt levende, der bevidst kan udrydde sig selv.
Vi kan nemlig tænke!
Men det betyder så ikke at vi så også evner at tænke.
For at forstå problemet skal vi tænke tilbage til de tidligste mennesker. Er det for uoverkommeligt, så skal vi bare tænke på, at der stadigvæk lever små folkeslag, for eksempel i regnskovene, hvor fåtallige af disse mennesker endnu findes naturlevende, som de allertidligste mennesker.
De er repræsenterende den oprindelige menneskelige naturlighed vi har tilbage at sammenligne os med.
Er der en forskel?
.
Det er hér man finder kilden til problemerne
.
Når man studerer naturens mange arter er forudsætningen naturligvis,
at man studerer dét, som arterne ér,
og ikke dét man gerne vil arterne skal være.
.
Hvad er den menneskelige naturlighed?
Det korrekte svar er:
Naturligheden for mennesket er altid den gennemsnitlige psykiske tilstand i en given befolkningen på et givet tidspunkt.
Det var ikke så svært, vel?
.
Denne lille pige er på den måde repræsenterende naturmennesket. Der har levet på samme måde generation efter generation, siden de første mennesker. De er derfor som mennesker naturligheden selv.
Sådan er livet indenfor Edens Have i den religiøs forståelse, såvel som i den psykologiske og den biologiske forståelse.
.
Denne lille pige er repræsenterende modsætningen til naturmennesket. Der vil blive mere og mere afvigende generation efter generation. Idet de bliver mere og mere psykisk syge.
Sådan er livet udenfor Edens Have i den religiøse forståelse. Men påfaldende nok ikke i den psykologiske og den biologiske forståelse. . !
.
Det er jo i den grad meget påfaldende, at hverken biologerne eller psykologerne påpeger det unaturlige i udviklingen. Men upåagtet af virkeligheden lader som om det unaturlige, er det noget helt naturligt. Grunden er dén, at de i studiet også skal medregne sig selv og deres mere elle mindre naturlige adfærd.Det selverkendende gør det selvsagt meget sværere. Og så svært, at hele den videnskabelige forståelse af mennesket ser bort fra, at også mennesket er underlagt de helt samme naturlove, som er virkeligheden for den lille pige fra regnskoven.
Opvækstforholdene er med andre ord altafgørende at forstå, dersom man vil forstå den menneskelige adfærd fra tidernes morgen og frem til i dag.
Det kan Anders Hougaard, som lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet naturligvis ikke vide. Han kan blot via sine studier af samfundene fra 1700’tallet og frem til i dag konstaterer, at der er noget forkert ved det hele. At mennesket bevæger sig i en helt forkert retning.
Samfundsindretningen i den vestlige verden er i dag så unaturlig, at det er ganske umuligt at skabe naturlige børn. Det er så alvorligt nu, at forældrene ingen naturlig forældreevne har. Hvorfor børnene vokser op uden nogen naturlig personlighedsdannelse.
Eller som Anders Hougaard selv skriver:
Det er med andre ord ikke det naturlige menneske, han tror han ser. Men et meget unaturligt væsen, en forbruger-organisme, en karikatur af mennesket, som han forundrer sig over. Der nu er ved at begå kollektivt selvmord på hele menneskeheden i lutter uforstand.- Problemet er bare, at de rammer, vi har skabt for vores selvmanifestation, kun tilbyder et øjebliks forløsning. Så er det på den igen. Der må endnu en manifestation til.
Den næste generation vil blive endnu mere afvigende.
Det hjælper ikke at spørge videnskaben, end ikke psykologerne om, hvad der er løsningen. For de ved det slet ikke.
De har jo netop intet forstået af det hele.
.
Det er Romerrigets fald
.