onsdag den 10. august 2011

Hvad gør man ved det højreekstreme?

Et menneske, som den amerikanske Sarah Palin, der er så himmelråbende ubegavet, selvoptaget egocentrisk, er meget repræsenterende “det ekstreme højre”, og hvor lidt de egentlig forstår noget af det hele.
  
Samme enfoldighed er naturligvis også repræsenteret i mange andre lande i form af partier, der mere eller mindre stuerent rummer samme tankesæt. Fælles for dem, og i sin tid Hitler, er det forhold, at de må skabe sig et fjendebillede. For under dække af det, at kun komme i kontakt med befolkningen, og dermed det "tavse flertal". Kendetegnende er derfor, at disse partier står og falder med eksistensen af fjendebilledet. Uden et sådant, vil de intet politisk have at byde på.

For momentvis at tage et hjemligt forhold, som eksempel, har vi Dansk Folkeparti. Hvis leder, Pia Kjærsgaard, der altid, men ubevidst, smiler, når hun manipulerer rundt på virkeligheden med det sigte, at gøde fjendebilledet. Derved ligner hun uskyldigheden selv, hvilket får mange til ubevidst at tillægger hende menneskevarme følelsesniveauer.

Disse let påvirkelige mennesker har nu gjort sig modtagelige for fjendebilledet. Eksistensen af fjendebilledet er altafgørende for Dansk Folkeparti. Som det også er det for det norske Fremskridtsparti og Sverigedemokraterne. Det højreekstremes terrorangreb i Oslo, og ikke mindst den efterfølgende massakre på de mange unge på Utøya, viste højreekstremismens egentlige ansigt. Så tydeligt, at det fik fjendebilledet af muslimerne til at falme til det rene ingenting.

Dansk Folkeparti, der er moderparti til det norske Fremskridtsparti og Sverigedemokraterne, så omgående, at dets to søsterpartier, som konsekvens af den ekstreme kynisme på Utøya, begyndte at vakle med en begyndende erkendelse af, omend tøvende, at de med den ensidige dyrkelse af fjendebilledet, meget vel kun have bidraget til et had hos grupperinger på deres ekstreme højrefløj. Samme had, som udløste terrorangrebet i Oslo og massakren på Utøya.

Søren Espersen, Dansk Folkeparti, der repræsenterer partiet i Folketingets politiske ledelse, præsidiet, gjorde meget hurtigt gældende, at DF går stærkt imod vold som politisk middel. Og at det derfor ville være uanstændigt, hvis journalister eller politiske modstandere forsøger at kæde partiet sammen med den norske attentatmand Anders Breivik. Hvor Pia Kjærsgaard på sin side, med tårer i øjnene og bævende stemme udtrykte sin respekt for Norge, for på den anden side at gøre gældende, (Pia Kjærsgaard græd for Norge, JP 3/8):

"Man må ikke lægge en dæmper på sig selv. Vi må i den grad bevare vores ytringsfrihed," sagde Pia Kjærsgaard, som mente, at det ville være at gå terroristens ærinde.

Senest har både Sverigedemokraterne og det norske Fremskridtspartiet sagt, at massakren har givet anledning til selvransagelse.

Pia Kjærsgaard udtrykte forbløffelse over udmeldingen:

"Mit synspunkt er: Jo mere debat, jo mere undgår man den slags (ekstrem grupperinger, red.)."

Signalering om skærpet modangreb blev fanget af det norske Fremskridtsparti og Sverigedemokraterne, der nu veg bort fra deres begyndende selvransagelser. Det var denne vaklende hos de to søsterpartier, der fik Anders Breivik til med beundring at se op til Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Altså samme Danske Folkeparti, som nu forsøger at give indtryk af, at de bestemt ikke indvirker motiverende på det ekstreme højre, uagtet partiets årti lange dyrkelse af fjendebilledet mod muslimerne.

Kendetegnende den ekstreme højrefløj er graden af manipulering. Der igen skal kompensere for den manglende realitetssans, som blandet andet Sarah Palin i flot stil er demonstrerende, at være i akut mangel af. Den manglende realitetssans gør, at disse mennesker lever i en psykotisk forestillingsverden, præget af overvejende angstneurotiske tilstande. Hvorfor det fælles fjendebillede af samme grund bliver så altafgørende for Dansk Folkeparti og alle tilsvarende partier.
Det er grunden til, at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder agter, at ændre på deres fremmedfjendske politik eller deres hjernevaskende argumentationsform. For så kan fjendebilledet, hele partiets fundament, jo netop ikke holdes i live.

Så den norske attentatmand Anders Breivik bliver derfor ikke den sidste, der med beundring vil se op til Dansk Folkeparti.

Hvad gør det tavse flertal så?

Ja, de stemmer naturligvis helt kontra. Hvorved der viser sig en tydelig afstandtagen til det ekstreme i samfundet. Derved vil de ekstreme, med deres valg, blive særdeles meget synlige. De vil så opdage, hvor få de i virkeligheder er, endvidere vil man opdage, at intellektet i samfundet befinder sig på venstrefløjen, samt hvor svært det nu bliver for det ekstreme højre at manipulere et fjendebillede frem, som ikke bliver et selvportræt.

Så strategien er i sin enkelthed den, synliggør problemet, analysere det, for så at bekæmpe det.

Hvor svært kan det være?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar